Stevns Friluftsscene præsenterer årets julemusical
Rødvig: Så er billetsalget til årets juleshow skudt i gang. Der er tale om en helt nyskrevet musical med titlen ’Julen, der blev væk – en eventyrlig og musikalsk rejse’.
Søndag den 4. december 2016 har Stevns Friluftsscene premiere på deres nye julemusical ’Julen, der blev væk – en eventyrlig og musikalsk rejse’. Musicalen er skrevet af lokale aktører og byder på masser af juleløjer, nisser, eventyr, kærlighed, sang og musik.
Musicalen starter i Nisseland, hvor vi møder en dybt ulykkelig Julemand, fordi hans kone har forladt ham til fordel for Påskeharen. Nisserne er heller ikke glade mere, og de beslutter, at den modigste af dem, Nisse nr. 00-743, den bedste Nisse-agent på Nordpolen, skal drage til Eventyrland for at finde Julemandens kone og bringe hende med tilbage til Julemanden.
Det bliver en spændende og begivenhedsrig rejse, hvor vor kære Nisse-agent møder flere af de kendte eventyr-figurer som Snehvide, Askepot, Peter Pan m.fl. De optræder dog langtfra, som de plejer, så mon det lykkes Nisse-agenten at finde julen igen?
Forestillingen spiller på Harmonien, Rødvig Hovedgade 2, 4673 Rødvig Stevns de følgende to dage:
- Søndag den 4. december klokken 18:00 – link til billetter
- Tirsdag den 6. december klokken 18:00 – link til billetter
Billetter kan bestilles på ovennævnte links til www.billetto.dk, via e-mail til billetter@stevnsfriluftsscene.dk samt på telefon 26 19 99 57.
Billetter koster 200 kroner pr. stk. og inkluderer foruden velkomstdrink (gløgg) og billet til forestillingen enten flæskestegsbuffet med tilbehør og ris a la mande (søndag) eller spareribsbuffet (tirsdag). Billetter med buffet skal forudbetales enten via www.billetto.dk eller ved indbetaling på Nordea-konto 2340 6080004069.
Derudover er det muligt at købe en billet til 125 kroner, der kun gælder til forestillingen tirsdag den 6. december. Forestillingen starter klokken 19:30.
Man kan læse mere på www.stevnsfriluftsscene.dk og på friluftsscenens side på facebook.
Kommentarer