Stevns Fyrcenter søger frivillige fyrpassere
Stevns Klint: Stevns Fyrcenter søger frivillige fyrpassere der vil passe centret i weekenderne
Som en af de få turistattraktioner her på Stevns, kender Stevns Fyrcenter ikke til vinterlukning, så selv i den mørke tid har mange fundet vej og været på besøg, for at opleve havet og klinten, men også for at få en god historie af fyrets faste personale eller de frivillige fyrpassere i weekenderne.
Siden Stevns Fyrcenter blevet åbnet, har der været en meget stor efterspørgsel fra gæsterne, om muligheden for at kunne købe en kop kaffe eller en vand og da ønsket om en kiosk er indskrevet i aftalen, der blev indgået mellem Naturstyrelsen og Stevns kommune, ved overdragelsen af Stevns Fyr, vil man nu forsøge at tilfredsstille gæsternes ønske. I første omgang vil man i den nærmeste fremtid, kunne få stillet sin tørst på hverdage.
Stevns Fyrcenter passes i weekenderne af frivillige fyrpassere og selvom der er omkring 25 af slagsen, så er der altid plads til flere.
Her er det på plads at bruge udtrykket ”Arbejdet bærer lønnen i sig selv”, for det at være frivillig giver rigtigt mange positive oplevelser med glade gæster fra både ind- og udland, så det er ikke ualmindeligt at besøgene spørger, ”Hvad betaler du for at arbejde her?”
Der skal derfor lyde en opfordring til interesserede om at melde sig, enten til Kulturkonsulent Carsten Grønholt-Pedersen på e-mail cargro@stevns.dk eller telefon 56 57 50 54, eller til serviceleder Dan Christensen på e-mail danchris@stevns.dk eller telefon 31 15 11 58, hvis man vil være med.
Vagtplanen for perioden maj – oktober er under udarbejdelse, så hurtig tilbagemelding vil være godt.
Det at være frivillig indebærer cirka en månedlig vagt, lørdag eller søndag i tiden mellem klokken 12.00 og 16.00. Normalt er man to eller flere på vagt ad gangen og man skal være åben for at tale med mange mennesker og fortælle historie om de mange spændende ting, der er sket ved fyret. Nye frivillige bliver godt forberedt, så forhåndsviden er ingen betingelse.
Kommentarer