Store Heddinge

Stevns inspirerer andre verdensarvssteder

Se billedserie

Hvordan inddrager man borgere og det lokale erhvervsliv i arbejdet med verdensarv? Hvad er verdensarv i børnehøjde? Hvem finder på at fortælles klintens historie med musik?

Onsdag den 15. marts var alle otte verdensarvssteder i Danmark og Grønland samlet på Stevns til en inspirationsdag, i blandt andet at arbejde med lokalforankring af verdensarv.

– Der var virkelig stor interesse blandt de andre steder omkring vores særlige måde at arbejde sammen på her på Stevns, fortæller Tove Damholt, direktør i Verdensarv Stevns.Og hun fortsætter:

– De forskellige verdensarvssteders organisationer er sat sammen på meget forskellige måder, men de hæftede sig ved vores måde at arbejde på tværs – og især vores måde at inddrage stevnsboerne på forskellige måder.

I løbet af dagen blev gæsterne præsenteret for, hvad partnerprogrammet er, hvordan de lokale er med i bestyrelsen via referencegruppen og verdensarvsdagen, som alle tre er specielle tiltag på Stevns.

Vadehavet, som blev verdensarv samtidig med Stevns, har også et partnerprogram. Et noget større et med flere end 100 partnere, men fra det sydvestjyske hæftede man sig ved det engagement som partnerne på Stevns byder ind med, og hvor langt Verdensarv Stevns allerede er nået i arbejdet med verdensarv.

– Selvom vi også blev indskrevet på UNESCOs liste for verdensarv i 2014, så var vi et stykke foran Stevns. Vi har arbejdet med mange af delene allerede inden indskrivningen på listen, fordi vi i forvejen var nationalpark, siger Peter Saabye Simonsen, der er sekretariatsleder ved Nationalpark Vadehavet, og han fortsætter:

– så jeg synes det er meget flot, hvor meget Verdensarv Stevns har præsteret på få år. Det er jo et kæmpe arbejde, det ved vi også.

Lene Vestergaard var også med for at fortælle om forestillingen KLINT og hele arbejdet bag. Og om det efterfølgende arbejde sammen med naturvejleder Kirsten Føns, fra Østsjællands Museum, i projektet KLINT for børn – en overvældende succes, som flere af de øvrige verdensarvssteder gerne vil bruge idéerne fra.

Efter det officielle program var gæsterne ude for at opleve verdensarven helt tæt på i både Højerup, Boesdal og Rødvig.

Fakta

UNESCO Verdensarv er steder af særlig historisk betydning for menneskene, både kultur og natur, fx pyramiderne i Giza og Great Barrier Reef i Australien – og så naturligvis Stevns Klint i Danmark.

Stederne på UNESCO Verdensarvslisten er indskrevet, fordi de har betydning for hele verdens befolkning. De lande der har underskrevet verdensarvskonventionen her også forpligtet sig til at passe på verdensarvsstederne.

I Rigsfællesskabet er otte steder optaget på UNESCO’s verdensarvsliste.
Det første er Jellingmonumenterne, som blev optaget i 1994.
Stevns Klint blev optaget i 2014.De øvrige steder er:

  • Illulisat Isfjord, Grønland
  • Parforce Jagtlandskaberne, Nordsjælland
  • Vadehavet, Sydvestjylland (og videre gennem Tyskland til Holland)
  • Christiansfeld by, Sønderjylland
  • Kronborg Slot, Nordsjælland
  • Roskilde Domkirke, Midtsjælland

Kommentarer