Stevns Klint er klar til verdensarv
Stevns Klint: Arbejdet med at gøre Stevns Klint parat til den forventede optagelse på UNESCOs Verdensarvsliste er i fuld gang
Med ansættelsen af en erfaren verdensarvs site manager styrker Udviklingsgruppen Stevns Klint rammen for en professionel organisation for det kommende verdensarvsområde.
Udviklingsgruppen Stevns Klint er oprettet af Stevns Kommune, for at sikre et godt samarbejde omkring en bæredygtig udvikling af Stevns Klint som verdensarvsområde, i tæt dialog med borgere og lodsejere. Samtidig har udviklingsgruppen ansvaret for at føre den såkaldte forvaltningsplan for verdensarvsområdet ud i livet, på en måde, som lever op til UNESCOs krav.
Det er en stor og meget omfattende opgave, som hidtil har været koordineret af udviklingsgruppens bestyrelse og af Tove Damholt, som på deltid fungerer som daglig leder af arbejdet. Med ansættelsen af en medarbejder på fuld tid bliver der nu sat ekstra skub i arbejdet. Den nye medarbejder får titlen site manager, sådan som det ofte bruges på verdensarvssteder.
– Det er med meget stor glæde, at vi byder Naja Habermann velkommen som site manager ved Stevns Klint. Opgaverne er rigtig mange og det er bare så vigtigt, at de bliver udført på en måde, så vi alle kan være stolte af det, der sker. Naja kommer med stor erfaring fra tilsvarende stilling som site manager for verdensarvsstedet Ilulissat Isfjord i Grønland, og selv om vi måtte vente et par måneder ekstra for at Naja kunne komme hertil fra Grønland, så er jeg lykkelig for, at det er lykkedes os at få en så kvalificeret person på denne vigtige post, udtaler Tove Damholt.
Den nye site manager, landskabsarkitekt Naja Habermann, får ansvaret for den daglige drift af verdensarvsområdet og glæder sig meget til at være med til at cementere Stevns Klints placering på verdenskortet:
– Efter ti år med verdensarv på Grønland, er det utroligt spændende at komme til Stevns Klint, netop på dette tidspunkt i processen. Jeg har fulgt med fra sidelinjen gennem længere tid, og det er fantastisk at opleve det engagerede og grundige forarbejde, der er lagt for dagen, især det store arbejde med at involvere de mennesker, der lever i og bruger området til dagligt. Jeg mener at vi har en rigtig god sag. Det siger sig selv, at jeg ikke ville have sagt ja til opgaven og en omfattende flytning, hvis jeg ikke så et stort potentiale i Stevns Klint som verdensarvsområde.
Som site manager for Stevns Klint, kan Naja Habermann se frem til at skulle varetage en lang række opgaver med den daglige forvaltning af området. Hendes arbejdsopgaver bliver blandt andet at få startet et nyt forum for samarbejde og få iværksat et moniteringsprogram, der overvåger og dokumenterer klintens tilstand. Blandt Najas første opgaver bliver også at få oprettet en hjemmeside, med alle kontaktoplysninger, og henvisninger til de mange opgaver Udviklingsgruppen er involveret i. Der bliver nok at tage fat på.
Fakta om Udviklingsgruppen Stevns Klint
Udviklingsgruppen er oprettet af Stevns Kommune og ledes af en bestyrelse bestående af repræsentanter for Stevns Kommune, Stevns Turistforening og Østsjællands Museum. Udviklingsgruppen har ansvaret for at virkeliggøre den forvaltningsplan, som Stevns Kommune vedtog som en del af verdensarvsansøgningen, på en måde, som lever op til UNESCOs krav.
Stevns Kommune støtter udviklingsgruppens arbejde med tre millioner kr. om året i fem år. Samtidig er det tanken, at udviklingsgruppen skal ansøge om supplerende midler hos f.eks. fonde. For at sikre bedst mulig sammenhæng i verdensarvsarbejdet, er Tove Damholt, som har været med siden starten, udpeget som direktør for udviklingsgruppen på deltid. Naja Habermann er startet som site manager d. 15. april 2014.
Udviklingsgruppen har allerede stået bag finansieringen af en lang række verdensarvsopgaver. Dette gælder f.eks. både udgifter i forbindelse med forberedelse af ekspertbesøget fra IUCN i efteråret med bl.a. udarbejdelse af en kortlægning af klintens tilstand og publikumsbelastningen, herunder opsætning af persontællerne langs klinten. Lige nu finansierer udviklingsgruppen bl.a. arbejdet med at identificere mulighederne for udvikling af området i Højerup.
Fakta om ansøgningen
UNESCOs verdensarvskomite vurderer i slutningen af juni, om Stevns Klint skal optages på verdensarvslisten.
I starten af maj ventes en rapport fra IUCN med eksperternes indstilling til verdensarvskomiteen. Denne rapport vil give en ide om klintens chancer. Rapporten kan anbefale en direkte optagelse eller anbefale at der laves ændringer. Endelig kan rapporten anbefale at klinten afvises som verdensarv. Det er denne rapport verdensarvskomiteen tager stilling ud fra på deres møde.
Verdensarvskomiteens møde afholdes i Doha, Qatar fra den 15. til den 25. juni. Ifølge den nuværende tidsplan behandles ansøgninger i dagene den 20., 21. eller 22. juni. Tidsplanen skal dog beregnes som foreløbig, så der kan ske forskydninger.
Foto: Tove og Naja der ser klar ud ved Klinten.
Kommentarer