Store Heddinge

Stevns Klint får ikke en trappe ved Stevns Fyrcenter

Efter grundige forundersøgelser har Realdania, Naturstyrelsen og Stevns Kommune valgt ikke at opføre en trappe ved Stevns Fyr.

Stevns fyr er et særligt sted i Danmark med stor kulturhistorisk værdi – derfor blev det i sin tid udvalgt i Realdania-kampagnen ’Stedet tæller’. Grundige og langvarige tekniske forundersøgelser har nu vist, at det er langt vanskeligere end forventet at bygge en sikker trappe, hvor man samtidig passer godt på områdets spektakulære kystlandskab og dyreliv. Trappen kan derfor ikke opføres inden for rammerne af projektet.

Beslutningen er taget i trappeprojektets styregruppe, hvor både Realdania, Naturstyrelsen og Stevns Kommune er repræsenteret. Her har man blandt andet lagt vægt på muligheden for en æstetisk – og samtidig sikkerhedsmæssig forsvarlig – løsning.

Borgmester i Stevns Kommune Annette Mortensen udtaler:

Projektet ved Stevns Fyrcenter var et projekt med et kæmpe potentiale, jeg glædede mig til at se realiseret. Fyrcentret er en af de vigtige perler på snoren langs Stevns Klint og tiltrækker mange besøgende hvert år. Med trappen kunne vi have givet dem noget ekstra og tiltrukket endnu flere. Derfor er det selvfølgelig ærgerligt, at vi ikke kan gennemføre projektet, men vi vil ikke gå på kompromis med sikkerheden. Dette ændrer dog ikke på, at området ved fyrcentret stadig har et kæmpe potentiale, og det ser jeg frem til, at vi skal folde ud.

Samtidig understreger borgmesteren, at arbejdet med verdensarven og besøgscentret i Boesdal Kalkbrud skrider frem som planlagt selv om projektet ved Stevns Fyr ikke bliver til noget.

Programchef i Foreningen Realdania, Stine Lea Jacobi udtaler:

Vi har gennemført et meget grundigt forarbejde, fordi det er vigtigt for os at udvikle steder i respekt for deres særlige værdier. Vi afsøgte flere forskellige løsninger, men de geotekniske undersøgelser viste desværre, at det ikke er muligt at bygge en sikker trappe, hvis vi samtidig skal passe på områdets særegne natur.

Claus Jespersen, skovrider hos Naturstyrelsen supplerer:

Vi havde med trappen en stor forhåbning om at kunne tilføre en ekstra oplevelse ved Stevns Fyr ved at kunne se lodret ned til stranden og se klintens lodrette profil. Vi må dog respektere, at det ikke vil være sikkerhedsmæssigt forsvarligt at bygge trappen og håber, at vi på et senere tidspunkt kan vende tilbage med et andet projekt – måske med en udsigtsplatform fra toppen af klinten, der rækker ud over kanten, så de besøgende kan få en wow-effekt af samme karakter, som en trappe ville have givet.

I den kommende tid skal der laves en ny udviklingsplan for Stevns Klint – herunder området ved Stevns Fyr – og den plan vil sætte en ny retning for, hvordan Stevns Kommune sammen med Naturstyrelsen kommer til at udvikle området ved Stevns Fyr.

Fakta

2012: Stevns Fyr blev valgt som et af stederne i Realdanias kampagne ‘Stedet tæller’.

2015: Dispensation fra strandbeskyttelseslinjen.

2016: Realdania præsenterede et skitseprojekt for området, der blev givet dispensation fra Naturbeskyttelseslovens §3 og lokalplan 177 blev godkendt for området.

2017-2019: Forundersøgelser og analyse vedr. trappeprojektet. De detaljerede geotekniske forundersøgelser har vist, at kalkstenen er porøs som isterninger og trappen derfor ikke kan bygges som planlagt på stedet.

Læs mere om Stedet tæller, Stevns Fyr.

Kommentarer