Store Heddinge

Stevns Klint skal indstilles til fredning

stevns_klint_3

Store Heddinge: Med stemmerne 10 mod 9 vedtog kommunalbestyrelsen torsdag aften at indstille Stevns Klint til fredning.

Torsdag den 7. januar vedtog kommunalbestyrelsen i Stevns Kommune med det snævrest mulige flertal at indstille Stevns Klint til fredning.

Beslutningen faldt efter en fem kvarter lang og til tider ret følelsesladet debat. Der var fyldt på tilhørerpladserne, og mange måtte stå op. Det skriver Sjællandske.

Det nye kommunalbestyrelsesmedlem for Venstre, Inge Milbrat, der den 1. januar afløste formanden for plan- og teknikudvalget, Flemming Petersen, blev tungen på vægtskålen. Hun valgte at gå i mod sine partilfæller og stemme ja til fredningen.

– Jeg synes, at Stevns Klint er noget helt særligt, som vi er forpligtet til at værne om – ikke kun for vores egen skyld, men for hele verden, begrundede Inge Milbrat sit særstandpunkt. Det udløste klapsalver fra de mange tilhørere. Det skriver Sjællandske.

De 10 fredningstilhængere bestod derudover af fem socialdemokrater, to radikale, en fra Enhedslisten samt løsgængeren Bjarne Østergård Rasmussen, der i december blev smidt ud af Venstres gruppe.

Imod fredningen stemte de øvrige seks Venstre-folk, to fra Dansk Folkeparti samt en fra de konservative.

Fredningen af Stevns Klint bliver nu indstillet til Fredningsnævnet af Danmarks Naturfredningsforening, Naturstyrelsen og Stevns Kommune i fællesskab. Det forventes at tage op mod to år, før afgørelsen træffes. Herefter skal sagen behandles i Natur- og Miljøklagenævnet.

Kommentarer