Stevns kommune anmeldt til Arbejdstilsynet

Stevns Kommune: Medlem af kommunalbestyrelsen har ammeldt kommunen for dårligt arbejdsmiljø på rådhuset.
Det Radikale medlem af Stevns kommunalbestyrelse Jørgen Gregersen fra Valløby, har onsdag den 2. december anmeldt Stevns kommune til Arbejdstilsynet, for det han opfatter som et dårligt psykisk arbejdsmiljø på rådhuset i Store Heddinge og specielt på området Teknik og Miljø.
-Baggrunden for anmeldelsen til Arbejdstilsynet er oplysninger, som jeg siden sommerferien har fået fra en række af hinanden uafhængige kilder med kendskab til dagligdagen på rådhuset, udtaler Jørgen Gregersen.
Samtlige oplysninger drejer sig om et psykisk arbejdsmiljø som er præget af utryghed, angst for fyring og mistillid. Dette skulle allerede have medført mindst en langtidssygemelding. Samtlige oplysninger peger, ifølge Jørgen Gregersen også helt entydigt på borgmesterens opførsel, som årsag til problemerne.
For at være helt sikker, kontaktede Jørgen Gregersen personer som har benene solidt plantet på jorden og som har indgående kendskab til dagligdagen på rådhuset, for at få verificeret sin opfattelse. De kunne bekræfte det dårlige arbejdsmiljø og årsagen.
– Jeg opfatter dette som en fuldkommen uholdbar situation, siger Jørgen Gregersen. Jeg bad derfor om, i forbindelse med kommunalbestyrelsesmødet den 26. november, at tale med den samlede kommunalbestyrelse alene efter den lukkede del af mødet. Her orienterede jeg om de alvorlige problemer som jeg oplever der er på rådhuset og foreslog, at vi fik en uvildig ekstern aktør til at undersøge det psykiske arbejdsmiljø på rådhuset. For at undgå politisk fnidder kunne en gruppe af samtlige partiers gruppeformænd stå med det overordnede politiske ansvar for undersøgelsen. Borgmesterens reaktion var et tilbud om, at han nok skulle tage sig af sagen. Mit svar var, at netop hans person er den sandsynlige årsag til problemerne og at det netop derfor var vigtigt, at det er en uvildig ekstern aktør der tager sig af en undersøgelse.
– Jeg var nok oppe i det røde felt efter kommunalbestyrelsesmødet og valgte derfor, at køle ned i nogle dage inden jeg foretog anmeldelsen til Arbejdstilsynet.
Økonomiudvalget har en sag på sit møde den 8. december, hvor der gives en status på arbejdsmiljøet. Sagens bilag har bekræftet Jørgen Gregersen i, at det er nødvendigt med eksterne folk til, at undersøge problemerne.
Jørgen Gregersen har efter anmeldelsen orienteret og drøftet problemerne med den radikale gruppeformand Line Krogh Lay.
– Jeg er rigtig glad for, at Line 100 % deler opfattelsen af problemerne med det psykiske arbejdsmiljø på rådhuset, siger Jørgen Gregersen.
– Jeg vil sikkert blive beskyldt for, at have politiske motiver til min anmeldelse. Det har jeg ikke, så må man tro på det eller lade være, siger Jørgen Gregersen og han fortsætter:
– Kommunalbestyrelsen er det kommunale systems højeste myndighed – også over borgmesteren. Vi kan/skal/og må ikke acceptere, at medarbejderne mistrives. Vi skal passe på vores medarbejdere, både som enkelte individer og som den uundværlige ressource de er for den kommunale service.
Jørgen Gregersen har i sine snart tredive år som medlem af kommunalbestyrelsen aldrig oplevet noget lignende.
– Jeg har altid beundret vores medarbejdere for den loyalitet de altid har vist det til enhver tid værende politiske flertal i kommunalbestyrelsen og dette på trods af, at vi politikere til tider kan være mere end almindeligt svære, at blive kloge på.
– I tidligere Vallø kommune havde vi er ordspil som sagde: ”Snak alene gør det ikke!”. Nu må tiden for snak være overstået – også derfor handler jeg, afslutter Jørgen Gregersen.
Kommentarer