Stevns Kommune anvender ’Holbæk Metoden’
Holbæk Metoden, der er udviklet til behandling af svært overvægtige børn og unge, er nu etableret som et kommunalt behandlingstilbud i otte kommuner, deriblandt Stevns med stor succes. 74 procent af børnene havde tabt sig efter et år.
I 2012 startede Enheden for Overvægtige Børn og Unge på Børneafdelingen i Holbæk et tæt samarbejde med otte kommuner i Danmark formaliseret i et ph.d. studie ved læge Pernille Maria Mollerup. Planen var at etablere et kommunalt behandlingstilbud til børn og unge med overvægt. Siden da er over tusind børn og unge startet i den kommunale behandling, som er baseret på ’Holbæk Metoden’, og langt største delen af børnene har tabt sig.
– Det er en stor succes, at Holbæk Metoden virker også uden for sygehuset. Det viser, at vi kan hjælpe de børn og unge, der har svær også uden de skal på sygehuset, siger overlæge i pædiatri Jens-Christian Holm fra Holbæk Sygehus.
Over 1000 børn behandlet
I alt otte kommuner er med i projektet, Hedensted, Holbæk, Horsens, Kalundborg, Kolding, Slagelse, Stevns og Vejle kommuner. I hver af de otte kommuner er sundhedsplejersker og kostvejledere blevet grundigt oplært og undervist i, hvordan man behandler svær overvægt hos børn og unge ud fra de principper som anvendes på Børneafdelingen i Holbæk.
Efterfølgende er 1.001 børn og unge med overvægt startet i behandlingsforløb hos de kommunale sundhedsplejersker og kostvejledere, og efter et års behandling havde 74 procent af børnene tabt sig, og det var uafhængigt af deres alder, pubertets udvikling, og hvor overvægtige de var, da de startede i behandling.
60.000 overvægtige børn og unge i Danmark
I gennemsnit blev børnene set af de kommunale behandlere i 4.5 time per år og hele 80 procent af børnene forblev i behandling i mindst et år. Samtidig viste det sig at børnene sideløbende forbedrede deres livskvalitet, selv de børn og unge, der ikke tabte sig under behandlingen.
– Resultaterne er overordentligt gode sammenlignet med andre behandlingstilbud både nationalt og internationalt. Der er i Danmark cirka 60.000 svært overvægtige børn og unge, hvilket langt overstiger det antal børn der er plads til på landets børneafdelinger. Derfor åbner dette nye effektive kommunale behandlingstilbud muligheden for en langt større tilgængelighed i behandlingen af børn og unge med svær overvægt, og dermed en reel behandlingsmulighed for de mange børn og unge, der i dag står uden, siger overlæge Jens-Christian Holm.
Kommentarer