Hårlev

Stevns Kommune deltager i strategisk energiplan

Stevns Kommune: Kommunen deltager sammen med Greve, Solrød og Køge i en tre-årig strategisk energiplan for København Syd

De kommende tre år sætter Greve, Solrød, Køge og Stevns kommuner samt Vestegnens Kraftvarmeselskab (VEKS) og Roskilde Universitet (RUC) fokus på omstillingen af det danske energisystem via det forskningsbaserede samarbejdsprojekt Strategisk energiplan for København Syd.

Strategisk energiplanlægning er et nyt bidrag til at sikre en langsigtet og robust planlægning af omstillingen til uafhængighed af fossile brændsler frem mod 2050. Omstillingen af det danske samfund til en større andel vedvarende energi kræver på den ene side både en betydelig indsats og betragtelige investeringer, men på den anden side medfører omstillingen også et stort erhvervspotentiale.

Projektets overordnede formål er at understøtte en positiv udvikling for de fire kommuner på klima, energi- og erhvervsområdet. Kommunerne i København Syd har allerede igangsat en række lokale initiativer. De har desuden udarbejdet en række planer for omstillingen – især varme, klima- og energiplaner.

Konkret er det hensigten med projektet at bygge videre på disse planer og udvikle områder med fælles interesser mellem de fire kommuner via en tværkommunal strategisk energiplan og planlægningsproces.

Planen vil berøre samtlige energiområder: elektricitet, varme, transport og en effektiv energiudnyttelse, indpasning af vedvarende energikilder samt energibesparelser i slutforbruget.

Kommentarer