Stevns Kommune DGI-certificerer alle dagplejere
I Stevns og Næstved kommuner har de valgt at styrke dagplejerne i deres faglighed omkring bevægelse og motorik. Det giver gladere børn, stolte dagplejere og tilfredse forældre.
I Stevns Kommune har alle dagplejere netop gennemgået en DGI-certificering over en toårig periode. Pædagogisk leder af dagplejen, Mette Dyhr Ottesen, er begejstret over forløbet og det udbytte, som både dagplejere og børn har fået med hjem.
– Dagplejerne er blevet mere bevidste om, hvordan de skaber gode rammer for bevægelse i hverdagen. Børnene bliver bedre rent motorisk, de bliver mere selvhjulpne og får gode oplevelser sammen med kammerater og dagplejere, siger Mette Dyhr Ottesen.
Hun mener også, at det har store gevinster for dagplejerne, fordi de bliver stivet af rent fagligt, og de bliver mere selvbevidste og sikre i deres sag.
– Dagplejerne kan bedre tillade sig at sige nogle ting, som ikke bare er deres private holdning, men bygger på faglig indsigt. Og det tager forældrene rigtig godt imod, siger Mette Dyhr Ottesen.
Knap 200 dagplejere DGI-certificeres i Næstved
I Næstved Kommune er 192 dagplejere ved at blive DGI-certificeret. Certificeringen af alle kommunens dagplejere en del af en samlet indsats med fokus på krop og bevægelse.
– Vi har valgt at indgå samarbejde med DGI, da vi mener, det er vigtigt at sætte tidligt ind omkring kropsbevidsthed, så vi kan udvikle børn, som er velfungerende rent motorisk, siger Ole Dittmann, leder af dagplejen i Næstved Kommune. Han har store forventninger til forløbet.
– De dagplejere, der har været på kursus, er rigtig glade for det. De har allerede flyttet sig og oplever, de får nye redskaber til at arbejde med børnene omkring bevægelse, fortæller Ole Dittmann.
Jesper Jørgensen er én af de omkring 192 dagplejere i Næstved Kommune, som er ved at blive DGI-certificeret.
– Det var super spændende. Jeg fik lært en masse nye ting og talt med mine kolleger i dagplejen. Jeg har blandt andet lært, hvorfor det er så vigtigt for børn at bruge kroppen og få stimuleret sanserne. Og så har jeg fået nogle glade og mere selvhjulpne børn, fortæller Jesper Jørgensen.
Store gevinster og fælles sprog
I begge kommuner understreger de fordelen ved, at alle dagplejere gennemfører uddannelsen og bliver DGI-certificeret.
– Det er en stor gevinst, at vi gennem DGI-forløbet får fælles begreber for det, vi gør, når vi arbejder med børn og bevægelse. Når vi skal tale om pædagogik og læringsplaner, så er det en fordel at have et fælles sprog og referenceramme. Det gør også mit arbejde som leder for dagplejen lettere, siger Ole Dittmann.
Dagplejen i Stevns Kommune kommer dog ikke til at hvile længe på laurbærrene, hvis det står til Mette Dyhr Ottesen. Hun har allerede sørget for et ’brush-up’-møde for hendes dagplejere med en af DGI’s konsulenter, og hun har tillige planer om, at hendes DGI dagplejere skal re-certificeres på sigt.
– Det bliver jo dagligdag igen på et tidspunkt. Vi skal holde dét, som vi har lært, ved lige, så vi hele tiden har de pædagogiske overvejelser med i vores arbejde med bevægelse, og børnene fortsat bliver udfordret, afslutter siger Mette Dyhr Ottesen.
https://www.youtube.com/watch?v=hJ54zHjXT0g
Kommentarer