Store Heddinge

Stevns Kommune får ny sundhedspolitik

Stevns Kommune har sammen med borgere og politikere udarbejdet en ny sundhedspolitik.

Nu har politikken været i høring, og i går aftes godkendte kommunalbestyrelsen den nye sundhedspolitik for 2019-2022.

Med vores nye sundhedspolitik har vi udvalgt seks områder, der skal være med til at styrke vores sundhed i Stevns. Med sundhed tænker vi bredt. Det handler ikke kun om fravær af sygdom, men også den fysiske såvel som mentale sundhed, der handler om, at vi har det godt. Vi sætter særligt fokus på en tidlig og forebyggende indsats blandt børn og unge, for vi ved, at det er her, de gode vaner starter. Det handler bl.a. om et godt samarbejde med forældrene omkring børnenes sundhed, trivsel og læring, fortæller Anette Mortensen, borgmester i Stevns Kommune.

Hun tilføjer:

Derudover ønsker vi at færre børn og unge begynder at ryge, og at flere borgere vælger rygningen fra. Vi ved, at ca. 20 procent af befolkningen på Stevns ryger, og der ligger vi lidt i den høje ende sammenlignet med andre kommuner, som vi typisk kan sammenligne os med. Her vil vi sætte fokus på forebyggelse af rygning og på rygestop, bl.a. ved at fremme røgfrie arbejdspladser og røgfrie skoler.

Seks områder

Sundhedspolitikken er blevet til på baggrund af tværgående møder i forvaltningen, borgermøder og møder med de politiske udvalg. På baggrund af dette har kommunalbestyrelsen udvalgt de seks områder:

  1. Fælles ansvar – Fælles indsatser
  2. Alle børn skal have en sund start på livet, der fremmer deres trivsel, sundhed & læring
  3. Flere skal vælge et røgfrit liv, og ingen børn & unge skal begynde at ryge
  4. Flere skal drikke mindre, ingen børn og unges liv må skades af alkohol
  5. Flere skal leve et bedre liv med mental trivsel
  6. Flere skal have mulighed for at være fysisk aktive gennem hele livet.

Stevns Kommune har udarbejdet en plan for, hvordan vi skal arbejde med at beskrive, hvilke indsatser, der med fordel skal sættes i værk først. Den første opgave bliver dog at afdække, hvilke indsatser vi har gang i forvejen (f.eks. inden for rygestop), inden vi beslutter, hvor lidt og hvor meget nyt, vi skal sætte i værk. Processen kommer til at løbe hen over efteråret og i starten af 2020. Status på dette arbejde vil blive forelagt Social og Sundhed i januar 2020.

Kommentarer