Store Heddinge

Stevns Kommune får ny turismestrategi

stevns rådhus
Kommunalbestyrelsen godkendte onsdag aften en ny strategi for arbejdet med turismen i Stevns Kommune for 2019-2022.

Vi har meget at vise frem, og det bliver vi også bekræftet i, når vi ser på antallet af turister, der får øjnene op for Stevns, og som kommer igen. Stevns Kommune er inde i en positiv udvikling hvad angår turisme, og det smitter godt af på beskæftigelsen indenfor turismeerhvervet. I kommunens turismestrategi fra 2014 satte vi os målet, at Stevns Kommune inden 2026 skulle nå en samlet omsætning i turismeerhvervet på 400 mio. kr. samt et antal fuldtidsbeskæftigede på 450 personer. Allerede her i 2019 er målsætningen næsten nået, og vi har et rigtig positivt udgangspunkt for at vedtage en ny turismestrategi, fortæller borgmester Anette Mortensen.

Hun tilføjer:

Den nye strategi bliver et vigtigt værktøj til at prioritere, hvad det er, vi skal fokusere på i arbejdet med turismen på Stevns. Derudover danner den grundlag for et fortsat stærkt og vigtigt samarbejde på tværs af de centrale turismeaktører, vi har i Stevns Kommune.

Strategiens fokus på fælles indsatser

Den nye turismestrategi bygger på seks bærende indsatser:

  • Infrastruktur og mobilitet
  • Flere steder at sove
  • Flere og bedre oplevelser
  • Adgang til risikovillig kapital
  • Samarbejde og partnerskab
  • Tiltrækning af flere turister.

På tværs af alle indsatser er der defineret tre pejlemærker for god udvikling på turismen i Stevns Kommune. Pejlemærkerne er:

  • Gæsten i centrum
  • Sikre social, økonomisk og miljømæssig bæredygtighed
  • Vi gør hinanden bedre.

Strategien er blevet til i tæt samarbejde mellem Stevns Kommune, VisitSydsjælland-Møn, Turistforeningen, Verdensarv Stevns, Stevns Erhvervsråd og Østsjællands Museum.

Der er nedsat en overordnet styregruppe samt arbejdsgrupper, som er koblet til de seks indsatser.

For hver indsats er der endvidere opstillet en række mål, som arbejdsgrupperne skal realisere. Målene bliver udvalgt af de centrale turismeaktører i en udviklingsproces, som kommer til at løbe henover vinteren 2020.

Se den samlede turismestrategi Stevns Kommune 2019-2022

Kommentarer