Hårlev

Stevns Kommune: Hold en sikker Sankt Hans aften

Stevns Kommune opfordrer arrangørerne af Sankt Hans aften til at huske at overholde afstandsreglerne

Arrangørerne af sankthansaften skal huske at overholde afstandsreglerne, når de bygger og afbrænder bålet med heksen på toppen.

De fleste af os forbinder sankthansaften med sange og hyggelige timer omkring bålet, men for at sikre, at kun heksen og sankthansbålet bliver brændt af, er det vigtigt, at afstandsreglerne for afbrænding af sankthansbål overholdes.

Afstandsreglerne er fastsat ved lov, og sankthansbålet skal være placeret i en afstand af mindst:

  • 30 meter fra bygninger med hårdt tag
  • 60 meter fra letantændelige markafgrøder
  • 200 meter fra stråtækte huse, nåletræsbevoksninger m.v., og oplag af brandfarlige stoffer og andet let antændeligt materiale

Sund fornuft og forsigtighed

For at undgå, at bålet udvikler sig til en reel brand til fare for personer og omgivelser, er det vigtigt at tage sine forholdsregler:

• Undgå at tænde bålet med optændingsvæske eller brandfarlige væsker som benzin eller sprit

• Vær opmærksom på bålet og forlad det først, når det er helt slukket

• Hold særligt øje med små børn i nærheden af bålet

• Vis hensyn til omgivelserne generelt, og vær opmærksom på, at smådyr kan have taget ophold i sankthansbålet inden afbrænding. Det er derfor en god ide at flytte bålet kort tid før afbrænding.

Kommentarer