Stevns Kommune ligger over landsgennemsnittet

I Stevns Kommune er 87,2 procent af afgangseleverne i gang med en uddannelse 15 måneder efter 9. klasse. Landsgennemsnittet ligger på 86 procent.
UUV Køge Bugt har lavet en oversigt vedrørende uddannelsesvalg, frafald, specialklasser og -skolers valg, uddannelsesparathed og uddannelsesgennemførsel i de fire kommuner i Køge Bugt samarbejdet.
Analysen viser at alle fire kommuner i Køge Bugt samarbejdet ligger over landsgennemsnittet når man ser på hvordan det går eleverne fra kommunerne og skolerne 3, 9 og 15 måneder efter de har forladt skolen.
De sidste 3 år har der været et frafald, eller mere korrekt et omvalg på 5,2 procent i hele Køge Bugt området for afgangseleverne et halvt år efter, at de har forladt grundskolen. Omvendt vil det sige, at 94,8 procent af afgangseleverne er på den valgte uddannelse et halvt år efter, at de er påbegyndt deres uddannelse.
– Det tal kan vi da godt være stolte af både som afleverende skole og som modtagende ungdomsuddannelse – og da UUV har ansvaret for overgangsvejledningen, falder det lave tal også i god jord, udtaler Mark Jensen fra UUV Køge Bugt.
Hvad så med de 5,2 procent?
97 procent af de elever, som er faldet fra det første halve år, er i dag i gang med en ny uddannelse eller anden aktivitet, som skal forberede dem til at starte på en uddannelse igen.
Oversigten viser, at stigningen på 3,7 procentpoint fra 2015 til 2016 stort set er fastholdt i 2017, bortset fra et mindre fald på 0,4 procentpoint.
Hvordan går det 15 måneder efter 9. klasse
Andel elever, der er i gang med en ungdomsuddannelse 15 måneder efter 9. klasse pr. kommune og ungdomsuddannelse (2015), for de 4 kommuner i Køge Bugt:
Kommune – Erhvervsuddannelse – Gymnasial uddannelse – Uddannelse i alt
Greve 18,4 procent 71,5 procent 89,9 procent
Køge 16 procent 73,7 procent 89,7 procent
Solrød 14,7 procent 76,8 procent 91,5 procent
Stevns 24,8 procent 62,4 procent 87,2 procent
Gennemsnit for DK 86 procent
Kilde: UUV og Undervisningsministeriet
UUV (Ungdommens Uddannelsesvejledning) Køge Bugt har til formår at sikre, at alle unge får udviklet valgkompetence i forhold til valg af uddannelse og erhverv, således at de vælger og gennemfører en ungdomsuddannelse.
Kommentarer