Stevns Kommune og DN vil frede Stevns Klint
Stevns Klint: Danmarks Naturfredningsforening og Stevns Kommune går nu sammen om at frede Stevns Klint Trampesti og klinteprofilen
Danmarks Naturfredningsforening og Stevns Kommune går nu sammen om at sikre Stevns Klint for eftertiden ved at frede Stevns Klint Trampesti og klinteprofilen (den lodrette del af klinten).
Fredningssagen omfatter stykket fra Boesdal Kalkbrud til Bøgeskov Havn, idet trampestien fra Rødvig til Boesdal blev fredet allerede i 1957.
– Stevns Klint har enestående universel værdi, og derfor har vi en helt særlig forpligtelse til at sikre nuværende og kommende generationers adgang til klinten. Lige nu beror adgangen til klinten på en frivillig aftale med lodsejerne, og det grundlag finder vi for usikkert, da den frivillige aftale kan opsiges. Derfor er vi glade for, at vi nu kan sikre klinten sammen med Danmarks Naturfredningsforening, udtaler Mogens Haugaard Nielsen, borgmester i Stevns Kommune.
Stevns Kommune dog har allerede nu sikret trampestien og klinteprofilen ved at nedlægge et foreløbigt forbud mod ændringer. Det betyder, at det er forbudt at ændre eller nedlægge trampestien, indtil fredningsforslaget er fremsat. Når forslaget er fremsat, er det fredningsforslaget i sig selv, som sikrer trampestien og klinteprofilen, indtil sagen er afgjort.
Det foreløbige forbud gælder fra nu og et år frem.
Stevns Kommune og Danmarks Naturfredningsforening går nu i gang med at udarbejde et fredningsforslag, som vi efterfølgende bringer frem for fredningsnævnet og de berørte lodsejere.
Klinten kom i 2014 på UNESCO’s liste over verdensarv. Den giver et enestående indblik i mange millioner års naturhistorie, og de mange geologiske lag kan fortælle om, hvordan klimaet har ændret sig siden dinosaurerne.
– Stevns Klint er ikke bare et storslået stykke naturhistorie – det er også en fantastisk naturoplevelse i sammenhæng med trampestien. Derfor er det vigtigt, at vi nu kan være med til at sikre, at den unikke natur også vil være der for fremtidige generationer. Det skal selvfølgelig ske med respekt for både de naturhistoriske værdier og de enkelte lodsejeres private ejendomsret, udtaler Ella Maria Bisschop-Larsen, præsident i Danmarks Naturfredningsforening.
De berørte lodsejere mister ikke ejendomsretten til deres grund ud mod klintekanten med fredningen, men fredningen sikrer tilgængeligheden, så besøgende til verdensarven fortsat kan færdes langs klinten.
Fredningssagen indeholder ikke overvejelser om fredning i forhold til råstofindvinding, da den gældende lovgivning sikrer Stevns Klint og verdensarven.
Mandag den 2. februar afholder Stevns Kommune og Danmarks Naturfredningsforening et informationsmøde for lodsejerne, hvor der vil blive informeret om den kommende proces, og deltagerne kan stille spørgsmål. De enkelte lodsejere vil blive indbudt per brev forud for mødet.
Kommentarer