Samfund

Stevns Kommune sætter fokus på trafiksikkerhed

Stevns Kommune sætter fokus på teenageres sikkerhed i trafikken. Test dig selv og vind et cafebesøg.

Lige nu sætter Stevns Kommune fokus på teenageres sikkerhed i trafikken.

De 13-16-årige er udsatte i trafikken

Over ti gange så mange 16-årige kommer alvorligt til skade eller mister livet i trafikken som de 6-årige, viser tal fra Vejdirektoratet. I forbindelse med skolestart deltager Stevns Kommune i en landsdækkende kampagne, for at hjælpe forældre til de 13-16-årige med at passe bedre på deres teenagere.

Kampagnen opfordrer blandt andet forældrene til at blive ved med at minde deres børn om, hvordan de passer bedst på sig selv i trafikken f.eks. ved at bruge cykelhjelm og lade mobilen blive i lommen. Selv om børnene er blevet ældre og virker som om de har styr på det, har de brug for at det bliver gentaget.

Derfor går det galt

Teenagerne kommer oftest til skade i trafikken på en hverdag, hvor det er lyst. Det kan f.eks. være når de går, cykler eller kører på scooter til og fra skole, venner eller fritidsaktiviteter. Det er ofte i kryds, at det går galt, hvor de f.eks. glemmer at se sig ordentligt for. Og drengene er involveret i tre gange så mange trafikulykker som pigerne, viser ulykkesstatistikken fra Vejdirektoratet.

Selvom de fleste unge godt ved, hvad der er det fornuftige at gøre, gør de det ikke altid. De 13-16-årige børn har endnu ikke udviklet det overblik, der gør, at de kan gennemskue konsekvenserne af deres handlinger, hvis de for eksempel ikke bruger cykelhjelm eller skriver sms’er, når de cykler. Derfor er det vigtigt, at de ofte bliver mindet om det af deres forældre.

Test dig selv og vind et cafebesøg

Er du forælder til en teenager? Tag testen – svar på fem spørgsmål og bliv klogere på, hvordan du kan hjælpe din teenager til at være ung i trafikken.

Samtidig er du med i lodtrækningen om 30 gavekort til et cafebesøg for to med burger på menuen.

Tag testen på www.sikkertrafik.dk.

Kommentarer