Store Heddinge

Stevns søsætter ambitiøs genopretningsplan

Sidste sommer besluttede Stevns Kommune at ansøge Den Sociale Task Force til at lave en juridisk og faglig undersøgelse af kommunens sagsbehandling.

Nu foreligger resultatet, og der er flere områder, hvor vi skal gøre det bedre.
’Det er sårbare børn, vi skal tage godt hånd om, og derfor bekymrer det mig, at få at vide, at vi ikke har gjort det godt nok. Det skal vi bare gøre bedre, så derfor er det godt, at vi nu med kompetent hjælp fra Den Sociale Task Force, har fået sat fingeren på, hvor vi skal sætte ind, og det gør vi så nu’, udtaler borgmester, Anette Mortensen.
Task Forcen har gennemgået 20 tilfældigt udvalgte sager. Konklusionen er, at der er en række områder, som ikke bliver løst godt nok. Det handler f.eks. om mangelfuld:
  • overholdelse af lovgivningen,
  • journalisering af sager
  • overlevering mellem medarbejdere
  • procedurer og ledelsesfokus
Task Forcen konkluderer dog også, at Stevns Kommune lever op til loven i forhold til at handle i akutte sager.
Genopretningsplan
For at komme Den Sociale Task Forces kritikpunkter i møde sætter Stevns Kommune nu gang i en ambitiøs genopretningsplan, som over de næste 1½-2 år skal rette op på tingene. Planen behandles politisk i udvalget for Børn, Unge og Læring samt Økonomiudvalget før den godkendes endeligt i Kommunalbestyrelsen onsdag den 27. juni.
Om planen siger borgmesteren:
’Vi ansætter flere socialrådgivere, så medarbejderne kan få hjælp til at nedbringe antallet af sager. Samtidig skal et styrket korps af socialrådgivere, i samarbejde med Task Forcen, udvikle nye procedurer og retningslinjer for vores sagsbehandling i fremtiden. Herudover sætter vi ind med kompetenceløft til medarbejderne, så vi kan støtte dem endnu mere i at løse deres opgave, og vi sætter gang i at udvikle en ny sammenhængende børnepolitik, som skal være det fyrtårn, vi sigter efter i vores arbejde’, fortæller Anette Mortensen og tilføjer:
’Alt dette tager tid at gennemføre, så nu vil vi fra politisk hold give medarbejderne ro til at gennemføre planen. Når det så er sagt, så kommer udvalget for børn, unge og læring til at følge arbejdet tæt, så vi sikrer, at vi kommer i mål med alle dele af planen’, slutter Anette Mortensen.
Den Sociale Task Force (også kaldet Den Permanente Task Force) på området for udsatte børn og unge tilbyder hjælp til kommuner, der ønsker at styrke kvaliteten i deres sagsbehandling gennem kompetenceudvikling, sparring og viden.
Task Forcens analyse og konklusioner bygger på gennemgang af sager, skriftligt materiale i form af nøgledokumenter om f.eks. arbejdsgange, egne evalueringer fra kommunen samt en række interviews med medarbejdere og ledere.

Kommentarer