Samfund

Stevns Kommune sparer på ældre over 80 år

FOA: Udgifterne pr. ældre over 80 år er faldet i 13 kommuner i Region Sjælland.

Udgifterne pr. ældre over 80 år er på et år faldet i 81 danske kommuner på trods af at der kommer flere ældre. Det viser en kortlægning, som FOA har lavet på baggrund af kommunernes egne indberetninger til Danmarks Statistik.

Antallet af ældre over 80 år er steget med 2,4 procent fra 2016 til 2017, viser tal fra Danmarks statistik. Det svarer til 5.963 flere ældre borgere.

Alligevel har 13 kommuner i Region Sjælland har budgetteret med færre penge pr. ældre over 80 år i 2017 sammenlignet med året før, selv når regeringens værdighedsmilliard og klippekortsordning er medregnet i budgetterne. Kun fire kommuner i regionen bruger flere penge pr. ældre.

Bundplads til Stevns Kommune

Stevns Kommune har sænket udgifterne til ældrepleje pr. borger, der er fyldt 80 år, med hele 8.3 procent, oplyser FOA. Udviklingen i udgifter til ældrepleje er på minus 3.0 procent og samtidigt er antallet af borgere over 80 år steget med 5.7 procent. Dermed er Stevns Kommune placeret som nummer 94 ud af de 98 danske kommuner i 2017, en tilbagegang på en plads på et år. Udgifterne til ældrepleje pr. borger over 80 år udgør i budgettet for 2017 140.756 kroner. Til sammenligning bruger nabokommunen Faxe 177.543 kroner på de 80+ årige.

Ikke den eneste

Stevns Kommuner er dog langt fra den eneste kommune der reducerer i udgifterne. På landsplan falder udgifterne i 81 kommuner. Og det er problematisk, mener sektorformand i FOA Karen Stæhr.

– Antallet af ældre er stigende, og flere og flere lider af demens. Det har fremskrivningerne vist i mange år. Borgerne kræver altså en større opmærksomhed og pleje. Derfor er der behov for flere timer og flere ansatte i ældreplejen, så der er den nødvendige tid til at yde omsorg og pleje, siger Karen Stæhr.

Solrød sparer mest

Solrød er den kommune på, der sænker udgifterne pr. ældre 80+ årig mest i Region Sjælland, viser kortlægningen. Her er der et fald på 11,6 procent pr. ældre. Men også Greve Kommune står til at skulle spare markant. Her er der et fald i udgifterne på 9,4 procent pr. ældre.

– Jeg kan godt være bekymret for, at kommunerne kun ser på de økonomiske tal i et excel-ark og glemmer, hvad den ældre har behov for, når de lægger budgetter. Hvis plejepersonalet ikke har den nødvendige tid, kan det blive en økonomisk omkostning, fordi man måske ikke får fanget den ældres sygdomstegn i opløbet, og det kan derfor føre til i gentagne hospitalsindlæggelser, følgeskader og endnu mere hjælp til den ældre, siger Karen Stæhr.

Kun fire kommuner bruger mere

På landsplan har 16 kommuner i stedet prioriteret at bruge flere penge pr. ældre over 80 år. 4 af dem ligger i Region Sjælland. Slagelse Kommune hæver udgifterne med 6,7 procent pr. ældre, hvilket er den største stigning blandt kommunerne i Region Sjælland. Det er positivt, mener Karen Stæhr.

– Det lader til, at de kommuner har set fremskrivningen og erkendt, at det vil kræve noget helt andet af dem med det stigende antal ældre med demens. Derfor er det godt, hvis de allerede nu finder ud af, hvordan de understøtter udviklingen bedst muligt, siger Karen Stæhr.

Hun opfordrer kommunerne til at lære af hinanden, så ældreplejen kan blive styrket.

– Kommunerne bør blive bedre til at vidensdele på tværs, mener jeg. De skal også blive bedre til at inddrage plejepersonalet, der har en stor faglig viden om, hvordan ældreplejen skal se ud nu og fremover.

Se på kortet, hvordan det står til i alle kommuner.

Kommentarer