Stevns Kommune trækker kommuneplantillæg
Stevns Kommune henviste til et forkert lovgrundlag i et kommuneplantillæg for det kommende besøgsområde Stevns Klint ved Højerup
Stevns Kommune henviste til et forkert lovgrundlag i et kommuneplantillæg for det kommende besøgsområde Stevns Klint ved Højerup, og derfor har kommunalbestyrelsen nu besluttet at trække tillægget tilbage.
Kommuneplantillægget forelægges kommunalbestyrelsen igen i 2016, når der er vedtaget en trafikplan primo 2015 og når der i 2016 foreligger et forslag til lokalplan for området efter afholdelse af arkitektkonkurrence for besøgscentret.
– Tillægget er påklaget af to instanser, idet vi henviser til en forældet lovgivning, hvilket selvsagt ikke går. Derfor har vi valgt at trække det tilbage. Det ændrer dog ikke på den samlede proces- og tidsplan for verdensarvsarbejdet, fortæller borgmester Mogens Haugaard Nielsen.
Stevns Kommune ønsker samtidig at søge om at blive et af de ti forsøgsprojekter, som får tilladelse til at få ophævet strandbeskyttelseslinjen inden for ansøgningsområdet. Dog kun i det omfang, det kræver at etablere et besøgscenter i Højerup.
Efter etableringen af besøgscentret ønsker Stevns Kommune, at området er omfattet af strandbeskyttelseslinjen igen. Håbet er, at arkitekterne i arkitektkonkurrencen med et mere frit råderum kan skabe et mere bæredygtigt besøgscenter, som arkitektonisk er indpasset og opført under særlig hensyntagen til den omkringliggende natur og kultur.
– Vi er i øvrigt blevet opmærksomme på, at det for mange stevnsborgere er svært at gennemskue processen omkring verdensarven. Derfor arbejder vi lige for øjeblikket på et informationsmateriale, som alle kommunens borgere vil få i hænde. Her vil vi prøve at vise, hvordan processen de næste 4-5 år ser ud, hvornår de vigtige beslutninger skal træffes og så videre. Det gør vi, fordi verdensarven er vores alles verdensarv og noget vi i Stevns Kommune skal tage fælles ejerskab på for at lykkes, slutter Mogens Haugaard Nielsen.
Kommentarer