Store Heddinge

Stevns Kommune udviser stort socialt ansvar

Stevns Kommune: Hver 10. af Stevns Kommunes ansatte er enten i løntilskud, fleksjob, eller ansat i et seniorjob

Landets kommuner har travlt med at oprette nye stillinger til flere tusinde ledige seniorer, der har krav på et såkaldt seniorjob. Finansloven for 2013 indebærer desuden at der skal oprettes 13.500 nye fleksjob i det offentlige. Samtidigt forventes det i kontanthjælpsreformen, at kommunerne skal ud at finde mange nye såkaldte nyttejob.

Og det har fået flere kommuner til at reagere. Nye tal fra februar 2013 viser nemlig 6,5 procent af kommunernes ansatte er ansat på særlige vilkår.

For Stevns, Næstved og Guldborgsund kommuner er tallet tæt på 10 ansatte ud af 100, der er ansat enten i løntilskud, fleksjob, eller ansat i et seniorjob.

– Det er rigtig meget og også for meget, siger borgmester Poul Arne Nielsen til dr.dk. Han er specielt vred over de mange seniorjob, som staten har pålagt kommunerne at oprette.

– Jeg var dem gerne foruden, det skal jeg blankt erkende, siger Poul Arne Nielsen.

På landsplan er 28.206 personer eller 6,5 procent af de ansatte i kommunerne ansat på særlige vilkår, enten i fleksjob, løntilskud, eller seniorjob. Ud af Statens ansatte er kun 1,5 procent ansat på særlige vilkår, i regionerne er det 2,1 procent. Og i den private sektor er tallet 2,8 procent. Det viser nye tal fra KL’s nyhedsbrev Momentum.

For fem år siden var 4,5 procent af de kommunalt ansatte enten i løntilskud, fleksjob, eller ansat i et seniorjob. Det er en stigning på 45 procent.

Kommentarer