Strøby Egede

Stevns Kommunes høringssvar til fingerplanen

Stevns Kommune sendte for nylig et høringssvar til Erhvervsstyrelsen vedr. Fingerplanen, som kommunen er en del af. I går aftes godkendte Kommunalbestyrelsen principielt høringssvaret.

Et af de springende punkter i Fingerplanen er størrelsen på det sommerhusområde i Strøby Egede, kommunen gerne vil overføre til byzone.

– Det er et stort ønske for beboerne i området at kunne bo i deres huse hele året, og derfor har vi lagt stor vægt i høringssvaret på at kunne få hele det ønskede område med i planen. I udkastet til Fingerplan har de kun taget området mellem Nimgårdsvej mod nord, Kystvejen mod øst, Brinkholmvej/Skrænten/ Strandagervej mod vest og Lendrumvej mod syd med. Men vi vil gerne udvide området ned til Lemgårdsvej mod syd, så endnu flere kan få glæde af deres huse hele året, udtaler borgmester Mogens Haugaard Nielsen.

Læs også: Et stort ønske fra sommerhusejere bliver muligvis opfyldt

Udover størrelsen på det sommerhusområde i Strøby Egede, der skal overgå til byzone (og hermed mulighed for helårsbeboelse), har Stevns Kommune også fremsat et ønske om at kunne etablere et sommerhusområde ved Rødvig.

I høringssvaret har Stevns Kommune desuden præciseret, at kommunen ikke ønsker at inddrage et areal mellem Stevnsvej og Tryggevælde Ådal i Strøby Egede til byzone, hvorved området fortsat ikke kan udstykkes til boliger.

Fakta

  • Siden 1947 har Fingerplanen dannet den overordnede ramme for fysisk planlægning i hovedstadsområdet.
  • Fingerplanen omfatter København og går herfra mod Helsingør, Hillerød, Frederikssund, Roskilde og Køge
  • Stevns Kommune er den sydligste kommune, som er med i Fingerplanen.

Kommentarer