Stevns Kommunes nye Borgerservice er åbnet
Store Heddinge: I dag klippede kommunaldirektør Per Røner snoren over og åbnede det nye Borgerservice på Rådhuset i Store Heddinge
Mandag den 2. september klokken 10 åbnede Stevns Kommunes nye borgerservice. Efter en fanfare ved Jesper Jørgensen bød Centerchef for Borgerservice, Kultur og Fritid, Jane Sandgaard, velkommen. Derefter overlod hun mikrofonen til Kommunaldirektør Per Røner, som var trådt til, da borgmester Poul Arne Nielsen var forhindret.
Læs også: Den nye Borgerservice åbner 2. september
– Folketingets partier har bestemt, at det i 2015 er fortid med den direkte mellemmenneskelige dialog mellem borgerne og de offentlige myndigheder. Det lyder lidt skræmmende, men er ikke desto mindre sandt. Folketinget mener, at vi alle som borgere skal klare nogle af hverdagens udfordringer selv, gennem selvbetjening og andre ting, og på den måde sikre, at de penge som for eksempel er sparet ved digitalisering, i stedet kan bruges på de traditionelle kerneområder, såsom ældrepleje, børnehaver, skoler, veje og stier med videre. En forandring, som skal sikre velfærdsstatens fortsatte eksistens sagde Per Røner.
Kommunaldirektøren bemærkede desuden, at selv om der måske ikke er så mange, der ved det, så er Danmark faktisk europamestre i offentlig service på nettet.
– På Stevns er vi også langt fremme. Vi har en digital strategi, og vi har uddannet vores ledere til at tænke digitalisering ind i hverdagen. Allerede for to år siden gik vi i gang med også at uddanne kommunens borgere via vores meget populære Internemt-kurser. De er så populære, at andre kommuner er begyndt at se os over skulderen, sagde Per Røner.
– Vi vil gerne vise vejen gennem indretningen af rådhuset her i Store Heddinge, hvor vi giver borgerne hjælp til selvhjælp. Vi er klar med en helt ny teknologisk platform. Det betyder, at borgerne kun skal gå et sted hen, nemlig til Borgerservice. Hvis borgeren har brug for at tale med en medarbejder, der sidder i Hårlev, kan vi lave videosamtaler. Og det er slut med at ringe forgæves til kommunen, for med vores nye callcenter får man som borger sikkerhed for, at telefonen bliver taget og besvaret af en medarbejder, der har adgang til et højteknologisk it-system, sluttede Per Røner.
Derefter holdt politidirektør for Midt- og Vestsjællands Politi, Anders Linnet en tale.
Anders Linnet fortalte om baggrunden for at åbne en politibutik og nedlægge landbetjent-ordningen. Betjentene i den nye politibutik, Lasse Ottesen og Claus Brix Østergaard, har tilknytning til politistationen i Køge og har de samme fokusområder, ligesom de kan trække på hjælp fra Køge Politi, hvis det bliver nødvendigt.
Læs også: Ny politibutik på Stevns åbner 3. oktober
’Politiet ser en stor fordel i at bo under samme tag som kommunen, især i forhold til sagsbehandlerne på børne- og ungeområder. Samtidig er det også en fordel for kommunen, at politiet bor her’, sagde Anders Linnet.
Efter talerne klippede kommunaldirektøren snoren over, og så blev der holdt reception indenfor med klassisk musik og en lille forfriskning.
Borgerservice er nu åbent, og det bliver fejret med åbent hus på lørdag d. 7. september, hvor vi igen ruller den orange løber ud. Kl. 11-14 vil der være live musik, rundvisning med demonstration af de mange muligheder og pølsevogn.
Politibutikken åbner første gang torsdag den 3. oktober fra kl. 15-17.
Fotos: Stevns.dk
Kommentarer