Stevns Ladies Night var en festlig aften
Der deltog 250 personer inklusive godt 30 i standene, og 30 hjælpere (deraf 8 mænd) og selvfølgelig de 5 friske mænd i Garagebandet ( tidligere Corky Potion).
Lørdag aften afholdt den lokale afdeling af Kræftens Bekæmpelse og Bryst Caféen Ladies Night – kun for kvinder i Stevnshallen. Og det var en forrygende dejlig, festlig aften, med godt humør og rigtig god stemning, fortæller Anny Borch Jensen fra Kræftens Bekæmpelse på Stevns.
Aftenens højdepunkt var selvfølgelig modeshowet, hvor ni friske kvinder, der selv har haft brystkræft, viste tøj, sko, halskæder, tasker fra By Lagoni, Cloud Nine og Bent Møller, samt sko fra Stevns Sko v/Mai Bomark. Andreas, Ida, Vera og Bella viste tøj fra Bent Møller. Nikoline viste fra Cloud Nine.
Læs også: Stadig billetter til Ladies Night i Stevnshallen
– Vi havde i år fået opsat en ”rigtig” catwalk så publikum kunne se meget bedre. Det var SÅ godt, de er bare så gode, for flere af dem var det 4. gang, men der var også nye, men de sprudler af humør på catwalken, fortæller Anny Borch Jensen.
Der var mange gode tilbud og god søgning til standene, som var lejet ud til Bent Møller, Cloud Nine, By Lagoni, Matas, Fru P, Frøken Sølv, Danbolig, Butik og Værksted, Salon Høstfeldt, Anytime, Smykke og Brillehuset, Tamara Norvillo med ”Forever Living” produkter, Stevns Bibliotekerne, samt 7 kvindelige kandidater fra Radikale, Socialdemokratiet, Enhedslisten og NYT Stevns, der havde en fælles stand.
Lotteriet blev udsolgt, så rigtig mange gik hjem med fine gevinster.
– Der var igen supergod mad fra Restaurant Harmonien, som havde lukket i Rødvig den aften, og taget personalet med til Stevnshallen, lyder de rosende ord fra Anny Borch Jensen og hun fortsætter:
– Mona fra Mona´s Blomster havde pyntet bordene så flot og Joyful Noise sang dejlige gospelsange.
Gina Øbakke ledede slagets gang hele aftenen indtil Garagebandet tog over efter klokken 22. de havde også spillet hyggemusik under spisningen. De unge mennesker i teknikken sørgede for musik til modeshowet.
– Garagebandet kunne få kvinderne op af stole og ud på dansegulvet. Festen sluttede klokken 24 og klokken 0.45 var salen helt tom og klar til at få vasket gulv, afslutter Anny Borch Jensen.
Kommentarer