Stevns ligger lavt i forbruget af anti-psykotisk medicin til mennesker med demens
Stevns topper listen – ved at ligge lavest – over danske kommuner, når det handler om forbrug af antipsykotisk medicin til mennesker med demens. Det skyldes en vedvarende indsats gennem mange år.
Alzheimerforeningen har undersøgt det stigende forbrug af skadelig medicin til mennesker med demens. En stigning til trods for, at folketinget vedtog en demenshandlingsplan i 2016, som bl.a. havde til formål at nedbringe forbruget. Behandling med antipsykotisk medicin kan have alvorlige bivirkninger for mennesker med en demenssygdom.
I Stevns ligger forbruget af antipsykotisk medicin lavt – lavest blandt alle danske kommuner!
– Demente borgeres sundhed, velfærd og trivsel er noget, vi har haft særligt fokus på i årevis, og derfor glæder det mig at se bekræftet i Alzheimerforeningens rapport, at vores indsats virker, siger Dorthe Kapler Holmboe, centerchef for Sundhed & Omsorg.
Stevns Kommunes plejepersonale arbejder forebyggende med personcentreret omsorg som pædagogisk metode. Den hjælper bl.a. med at finde frem til, om der er bagvedliggende fysiske årsager, eller uopfyldte psykiske behov, der forårsager en uønsket adfærd hos den demente borger. På samme vis arbejder plejecentrene med socialpædagogiske planer, som beskriver borgerens ressourcer og begrænsninger. På den måde kan personalet kompensere for borgerens nedsatte funktioner, og sikrer dermed en tryg og ensartet pleje.
Samtidig deltager vores demenskoordinatorer aktivt i møder med ældreplejen, hvor de kan tale om de borgere, som viser tegn på mistrivsel, og har et tæt samarbejde med de praktiserende læger og ældre-psykiatrien, som begge også er tilbageholdende med at udskrive antipsykotisk medicin.
– Vores demenskoordinatorer anbefaler ikke antipsykotisk medicin, og prøver at hjælpe til at finde andre løsninger. Vi prioriterer f.eks. i stedet én til én kontakt med urolige borgere, da vores erfaring er, at antipsykotisk medicin kan have den helt modsatte effekt’, slutter Dorthe Holmboe.
Kommentarer