Hårlev

Stevns lokalforening tager kampen op mod diabetes

diabetes_landsindsamling

Stevns Kommune: Stevns lokalforening søger indsamlere der vil tage Diabetesforeningens indsamlingsbøsser i hånden søndag den 7. juni.

Når Diabetesforeningen søndag den 7. juni for femte gang holder landsindsamling til fordel for børn med diabetes, bliver det efter en helt ny model. Diabetesforeningen inviterer alle sportsklubber, spejdere og andre lokale foreninger i de enkelte indsamlingsområder til at samarbejde om landsindsamlingen.

Målet er både at få flere penge i indsamlingsbøsserne og at udbrede kendskabet til diabetes. Foreninger, der hjælper Diabetesforeningen, får 15 procent af det indsamlede beløb til deres eget arbejde

Hver uge får 10 børn diabetes

Hver uge får 10 danske børn type 1-diabetes. Og siden 1997 er antallet af nye tilfælde af børn og unge med type 1-diabetes fordoblet. Årsagen til type 1-diabetes er stadig et mysterium.

Der findes ingen forskning eller undersøgelser, som kan forklare, hvorfor man får type 1-diabetes, eller hvorfor antallet stiger så dramatisk.

Diabetesforeningen ønsker på landsplan at øge antallet af indsamlere til den årlige landsindsamling for at kunne hjælpe flere børn med diabetes.

– Jeg synes, der er tre-dobbelt gevinst for Stevns ved den her måde at samle ind på. Vi får flere penge til diabetessagen. Vores lokale foreninger får lidt penge til deres arbejde, og ved at involvere nogle andre i indsamlingen, end vi plejer, styrker vi det lokale kendskab til diabetes. Det er et smukt samarbejde, siger Axel Karlshøj,  som er koordinator for Diabetesforeningens indsamling i Stevns kommune.

En billigere løsning

De foreninger, som hjælper Diabetesforeningen med at samle ind til børn med diabetes den 7. juni, får selv 15 procent af det beløb, deres indsamlere får i indsamlingsbøsserne.

– At give 15 procent til foreningerne er en langt billigere måde at få antallet af indsamlere til at stige på, end hvis vi skulle betale for telemarketing og dyre kampagner. Samtidig er vi med til at støtte op om det lokale foreningsliv, siger Ulrik Bjørn, der er leder af Diabetesforeningens landsindsamling.

Pengene fra landsindsamlingen Støt Børn med Diabetes går til Diabetesforeningens arbejde for børn og unge med diabetes, blandt andet rådgivning, oplysning, forskning og kurser for børn, unge og deres familier.

Ønsker man som privatperson eller som forening, at blive indsamler kan man kontakte Axel Karlshøj, formand for Diabetesforeningen Stevns på telefon:2175 2541 eller e-mail axbi@dbmail.dk

Kommentarer