Stevns Motorklub afholder Klubrally søndag
Rødvig: Stevns Motorklub afholder søndag en afdeling af Sjællandsmesterskabet i Klubrally.
Stevns Motorklub har for nylig med stor succes afviklet en afdeling af Danmarksmesterskabet i bilorientering.
Allerede på søndag den 26. juni har de igen et stort arrangement – nemlig en afdeling af Sjællandsmesterskabet i Klubrally med Poul Erik Iversen som løbsleder.
Læs også: Krævende bilorienteringsløb endte først efter midnat
Denne gang bliver der kørt lidt stærkere så løbet foregår på afspærrede områder. Kørerne tanker hos Shell i Store Heddinge, hvorefter man kører til Boesdals kalkbrud, hvor bilerne bliver kontrolleret, således at alle sikkerhedsmæssige forhold er i orden.
De første tre prøver foregår på Baunekulevej ved Faxe Kalkbrud ved 10-tiden, hvorefter man kører til vejene ved Hårlev mark – Strøbyskolen – Håndværkerparken i Store Heddinge og afsluttende prøve i Boesdals Kalkbrud. Prøverne, undtagen dem i Faxe Kalkbrud, køres to gange hvorefter man samles i Stevns Motorklubs Klubhus til spisning og præmieoverrækkelse.
– Hvis man er interesseret i at se bilerne på prøverne skal man parkere i god afstand og rette sig efter prøvemandskabets anvisninger. Vi gør opmærksom på, at der kan være trængsel i Boesdal, da man samtidig afvikler årets ironman, fortæller Erik Molnit fra Stevns Motorklub.
Kommentarer