Stevns-Nord spejderne har været i Schweiz

Strøby Egede: Sommerlejren for juniorer og tropsspejdere i Stevns-Nord spejderne blev i år afholdt i Kandersteg i Schweiz
17 børn fra alderen til 10 til 16 år og 8 voksne fra Stevns-Nord spejderne drog af sted til Kandersteg i Schweiz sammen med Valdemar Distrikt i busser lørdag den 26. juli og kom hjem søndag den 3. august.
Inden afgang skrev Gruppeleder, Rikke Glückstadt Eriksen på Stevns-Nords facebook gruppe:
– Jæii 😀 så er det i morgen jeg skal af sted til Schweiz med nogle af de sejeste børn i Danmark!!!!.
Forberedelserne startede på sommerlejren 2013, hvor flere af gruppens spejdere satte sig som mål, at de skulle tage guldmærket, når de kom til Schweiz! For at få guldmærket, skal man nå fire bjerghytter på toppen af forskellige bjerge. Ledere og børn vidste at dette blev en udfordring, da der var tale om mange km og mange højdemeter.
Allerede i foråret 2014 satte træningen ind, med flere vandreture både med gruppen og privat, blandt andet med en vandretur med fuld oppakning langs Stevns Klint via Trampestien.
Da sommerlejren i Schweiz nærmede sig, blev det tydeligt, at der kun var tre dage til, at nå alle fire bjerghytter på. Dette betød, at det var nødvendigt, at nå hele to bjerghytter på den ene af dagene. De børn der virkeligt gerne ville have guldmærket, en gruppe på 10 børn og fem voksne, valgte at satse det hele og sigte efter to hytter allerede på første dag med vandring.
Fem børn besluttede at sigte efter sølvmærket og nå tre bjerghytter på tre dage, hvilket selv for voksne betød ømme ben, vabler, sved og hårdt arbejde!
– Der var mange der forinden turen sagde til mig, at børnene ikke ville kunne klare det her og at jeg skulle huske, at luften var meget tyndere når man kommer højt op, samt at turene ned af bjergene fra bjerghytterne er lige så hårde, hvis ikke hårdere end turene op til bjerghytterne, udtaler gruppeleder Rikke Glückstadt Eriksen.
Men ikke desto mindre sluttede sommerlejren 2014 med, at Stevns-Nord spejderne høstede syv sølvmærker og 15 guldmærker.
Én af spejderpigerne var desværre så uheldig at komme til skade i starten af lejren og gik med krykker. Men hun var, sammen med en enkelt leder og en anden spejder, nærmest endnu sejere end de børn og voksne der kæmpede med at komme op og ned af bjerge. I regn og mudder, formåede de med krykker og trækvogn, at opleve skønne naturområder som Blausee og Kandersteg by.
Alt i alt, var denne sommerlejr en kæmpe oplevelse for både børn og voksne. Dem der fik guldmærkerne vandrede i de tre dage 37,7 km med 1739 meter op og 2838 meter ned. Dem der fik sølvmærkerne vandrede i tre dage 33,3 km med 1372 meter op og 1732 meter ned.
Udover disse ture, er der blevet vandret nogle ekstra ture blandt andet for at kigge på vandfald. Det er vist ikke helt forkert, når gruppelederen udtaler, at der er tale om nogle af Danmarks sejeste børn i Stevns-Nord gruppe.
Fotos: Mikael Bang Korsgaard
Kommentarer