Hårlev

Stevns repræsenteret med tre hold

Stevns Kommune: Hele tre lokale rallyhold repræsenterer Stevns ved anden afdeling af Danish Rally Championship i weekenden

Fredag den 10. og lørdag den 11. maj køres anden afdeling af Danish Rally Championship på Juelsminde-halvøen med hele tre hold fra Stevns.

Kjeld Seidler og Marc Troels-Smith fra Holmegaard og Store Heddinge skal i action med deres lave blå og hvide Peugeot RCZ.

Steen Johansen fra Hårlev og den jyske co-driver Suna M. Schwaen har fået gjort den hvide Mitsubishi Lancer klar igen efter det tyske ADAC Wikinger Rallye, hvor de måtte stoppe med en utæt køler, efter blot to hastighedsprøver.

Henrik Larsen fra Hårlev og Jeannette Kvick fra Maribo er også klar med deres Renault Clio II Ragnotti efter at de måtte udgå med en defekt gearkasse i et mini rally for nylig.

Man kan læse mere på www.rallydm.dk

Rally Den Jyske Sparekasse køres i området mellem Horsens, Vejle og Juelsminde og er det første DM-rally på dansk grund i denne sæson. Rally’et er desuden et meget langt løb med i alt syv hastighedsprøver, der hver skal køres to gange. Det giver en samlet konkurrencelængde på over 180 kilometer hastighedsprøver.

Kommentarer