Hårlev

Stevns rykker frem i Lokalt Erhvervsklima

Stevns Kommune: Stevns er kravlet en smule op ad listen og ligger nu som nummer 80 ud af landets 98 kommuner

For første gang er de sydsjællandske kommuner ikke længere bundprop i Dansk Industris landsdækkende undersøgelse af erhvervsklimaet i de danske kommuner, Lokalt Erhvervsklima 2012. Men overordnet set fremstår Sydsjælland fortsat som meget lidt erhvervsvenlig.

Både Stevns, Næstved og Vordingborg kommuner er kravlet en smule op af listen, og bliver i år placeret som henholdsvis nummer 80, 86 og 92, ud af de 96 kommuner, der har deltaget i undersøgelsen.

– I DI Sydsjælland glæder vi os over, at de lokale virksomheder har vurderet de tre kommuners service og behandling af erhvervslivet mere positivt i år. Men vi må fortsat konstatere, at resultatet er utilfredsstillende. Vi ved dog, at der i flere af kommunerne er fokus på erhvervsklimaet, og at der er blevet taget initiativer, der skal gøre kommunerne mere erhvervsvenlige. Resultatet viser, at man er på rette vej. Men det tager tid, fra initiativerne bliver taget, til de bliver gennemført, og begynder at virke overfor virksomhederne, siger formanden for DI Sydsjælland, Hans Steffen Steffensen.

På trods af fremgangen viser undersøgelsen at virksomhederne i både Stevns og Vordingborg kommuner, oplever, at det er blevet betydeligt sværere at få fat i den kvalificerede arbejdskraft, de har brug for. Indenfor den kategori ligger de to kommuner i bund i Lokalt Erhvervklima 2012, og det er uheldigt.

– Adgangen til veluddannede og kvalificerede medarbejdere er forudsætningen for, at de lokale virksomheder kan klare sig i konkurrencen. Uden medarbejdere med de rette kompetencer risikerer virksomhederne at blive hægtet af udviklingen. Derfor er det uhyre vigtigt, at de lokale jobcentre fungerer bedre, og at kommunerne arbejder målrettet med at forbedre deres image, siger formanden for DI Sydsjælland, Hans Steffen Steffensen.

Som den eneste sydsjællandske kommune er Faxe røget ned ad listen i år til en placering som nummer 94. De lokale virksomheder har bedømt Faxe ringere end sidste år i hele 9 ud af 11 kategorier i undersøgelsen. Et enkelt lyspunkt er, at virksomhederne i Faxe vurderer, at sagsbehandlingen af sygedagpenge sager er blevet bedre.

DI Sydsjælland mener, at det er afgørende, at de sydsjællandske kommuner nu sætter alle sejl til for at udvikle private arbejdspladser.

Kommentarer