Stevnsbo har fået æresvæggen på Sophienholm
Store Heddinge: Merete Hansen har fået den bedste placering til Corners store udstilling på Sophienholm i Lyngby
Lørdag den 18. januar åbner kunstnersammenslutningen Corner sin traditionelle store årsudstilling Corner 2014 med nye værker på Sophienholm i Kongens Lyngby.
Her har Merete Hansen fra Store Heddinge fået hæderspladsen på Sophienholms absolut væg i slottets atmosfærefyldte havesalon, hvor hun vil udstille 12 af sine nyeste oliemalerier. Merete Hansen har været medlem af Corner siden 1993.
Merete Hansen henter meget af sin inspiration i den stevnske natur. Hun er ikke bange for at anvende dunkle farver i sine oliemalerier, hvoraf mange af motiverne er hentet på Sydstevns.
Corner tæller i dag 47 kunstnere, som beskæftiger sig med maleri, skulptur, fotografi, film, musik, tegning og installation. Kunstnersammenslutningen blev stiftet i 1932 og er den næststørste kunstnersammenslutning i Danmark. Udstillingen er som altid sammensat af kunstnerne selv. Der præsenteres ikke et overordnet tema, men en mangfoldighed af syn for livet.
Desuden er fem yngre danske kunstnere inviteret med som gæster på udstillingen.
Man kan købe den udstillede kunst online på corner.dk fra mandag den 20. januar. Alle udstillede værker vil derefter kunne ses i Kunstnernes butikker.
Der er fernisering på Corner 2014 lørdag den 18. og igen søndag den 19. januar, begge dage mellem klokken 11 og 17 på Sophienholm, Nybrovej 401 i Kongens Lyngby. Udstillingens sidste dag er søndag den 23. februar.
Kommentarer