Stevnsbo styrker fundamentet i fynsk virksomhed
Stevns: En spændende profil fra Stevns har sat sig for bordenden i virksomheden Uretek på Vestfyn.
Familievirksomheden Uretek på Vestfyn, der har speciale i fundering på måder, som ’de andre ikke kan’, har hyret Palle Katring-Rasmussen fra Stevns som sin første professionelle formand.
En mand med et CV af de omfattende og anderledes. Civiløkonom, tekstforfatter, merkonom og tømrerlærling i nævnte rækkefølge. Certificeret energivejleder og diplomuddannelse i bestyrelsesarbejde. Medlem af Stevns Erhvervsråd – og Mr. Universe Fitness 2011 og tryllekunstner.
’Det handler om mere bundlinje ved organisk vækst og trivsel’
Palle Katring-Rasmussen er klar i spyttet. Og selv om han kommer fra den østligste del af Sjælland, forstår de udmærket sproget på den vestligste del af Fyn. Derfor har Ivan og Kent Steffensen, far og søn bag virksomheden Uretek i Nørre Aaby, store forventninger til en ny firmakonstruktion og et nyt samarbejde. Uretek har fået en professionel bestyrelsesformand, og det er Palle Katring-Rasmussen, der har sat sig for bordenden.
Det går ellers ganske fortrinligt hos Uretek. Virksomheden er specialiseret i funderingsmetoder, som groft beskrevet ’kan noget, som de andre ikke kan’. Men selv om man er eksperter i at sikre fundamenter, skader det ikke også at styrke sit eget fundament, mener Ivan og Kent Steffensen. Derfor var valget af Palle Katring-Rasmussen afslutningen af en proces, der havde været undervejs et stykke tid.
– Uretek har været på vej – og godt på vej – i nogle år. I bestræbelserne for at opnå yderligere vækst, har vi så valgt at se udad og lave en professionel bestyrelse. Efter cirka 20 år trænger vi til nye vinkler, hvis vi skal flytte os. Det får Palle Katring-Rasmussen en vigtig rolle i som vores nye bestyrelsesformand, siger direktør Kent Steffensen.
Langt besøg
Et og andet tyder på, at kemien er god mellem den østsjællandske erhvervsmand og den vestfynske virksomhed. Det er blot et par måneder siden, Palle Katring-Rasmussen første gang besøgte Uretek. Dengang kendte han lidt til ScrewFast Skruepæle til fundering og pilotering. Produktet Uretek GeoPlus, som har givet navn til virksomheden, kendte han intet til. Med Uretek Metoden er det muligt at stabilisere bygninger, uden at grave op.
– Jeg lever som professionelt bestyrelsesmedlem, så jeg er vant til at gøre mit hjemmearbejde. Derfor havde jeg da læst op på Uretek. Normalt tager et første besøg omkring en times tid. Jeg var hos Uretek i tre en halv time, og jeg følte, at jeg kom lidt under huden på virksomheden, fortæller Palle Katring-Rasmussen.
Foruden den professionelle virksomhedsinteresse, blev Palle Katring-Rasmussen også ramt af en solid faglig nysgerrighed, da han trådte ind hos Uretek. Han har selv en fortid i bygge- og anlægsbranchen og har haft egen byggevirksomhed med 32 ansatte (CaPa Tømrerne i Strøby – Red.), som han afhændede, da han valgte at slå helt over på professionelt bestyrelsesarbejde.
Kurven må ikke flade ud
– Min ambition er at kunne tilføre Uretek ny energi og nye tanker. Jeg skal være sparringspartner for ledelsen og have fingeren på pulsen. Uretek har jo stille og roligt bevæget sig fra en spæd start til i dag at være en blomstrende virksomhed. Jeg skal være med til at sikre, at kurven ikke flader ud, fastslår Palle Katring-Rasmussen.
Med Palle Katring-Rasmussen i formandsstolen består bestyrelsen i Uretek tillige af far og søn, grundlægger af virksomheden og administrerende direktør Ivan Steffensen og direktør Kent Steffensen.
– Den nye struktur handler om konsolidering og udvikling af de produktionsmuligheder, vi har. Vi vil have fokus på større opgaver, og vi ønsker også at få øje på nye områder, som både Uretek og ScrewFast kan bruges til. Vi kan jo også løse en masse følgeopgaver. Fornylig har vi stabiliseret en kanal i København, hvor en trykledning havde sat sig i forbindelse med spunsning”, fortæller Ivan Steffensen.
Civiløkonom og Mr. Universe
Den nye bestyrelsesformand er ikke så lidt af en tusindkunstner. Efter at karrieren havde sat såvel civiløkonom, tekstforfatter og merkonom i markedsføring på CV’et, gik Palle Katring-Rasmussen i lære som tømrer. Efterfølgende byggede han sin byggevirksomhed op. Han har læst bygningsfysik på Danmarks Tekniske Universitet, er statscertificeret energivejleder og har diplomuddannelse i bestyrelsesarbejde.
På den mere private front har det blandt andet handlet om magi og store muskler. I 2011 gik Palle Katring-Rasmussen helt til tops på den internationale fitness-scene og vandt titlen Mr. Universe Fitness. Og så har han fra barnsben haft en glødende interesse for at trylle. Det gør han stadig, men nu i makkerskab med sin 15-årige søn.
Kommentarer