Store Heddinge

Stevnsboer skal til Køge for at ændre rejsekort

rejsekort

Stevns Kommune: Borgerne i Stevns Kommune skal til Køge hvis de vil ændre deres rejsekort

Hvis man bor på Stevns, og skal ændre sit rejsekort, for eksempel fra voksen til pensionist eller fra ung til voksen, skal man en tur til Køge.

Det kan være et problem for mange, at skulle foretage noget der minder om en heldagstur, på egen hånd.

– Så vidt jeg kan se, er det tætteste sted Køge. Det synes jeg, er langt væk. Det er på grund af min sygdom. Der kan hurtigt komme problemer. Så er det altså hårdt at køre frem og tilbage, udtaler Niels Pedersen fra Store Heddinge til TV2 Øst.

– Jeg synes jo, at der burde være et sted i hver kommune, hvor man kunne ændre sit kort, siger Niels Pedersen der lider af Parkinsons sygdom.

Movia, der står for den offentlige trafik, har kun syv salgssteder i vores område. De indrømmer, at de har begået en fejl.

– Det var simpelthen ikke i vores overvejelser, da vi startede udbredelsen af rejsekortet, at man skulle kunne ændre kundetypen ude på de ydreliggende salgssteder. Så det er simpelthen en opstartsfejl, udtaler Søren Englund, der er markedschef for Movia, til TV2 Øst.

Han lover at Movia vil supplere med flere steder i Udkantssjælland, hvor man kan få ændret sit kort, senest til sommer.

Men det kan Niels Pedersen ikke vente på, så han foreslår derfor at Movia sender ham et nyt kort og lukker det gamle.

Kommentarer