Stevnsfort byder på oplevelser for børn og voksne i vinterferien
I vinterferieugerne 7 og 8 åbner Koldkrigsmuseet Stevnsfort dørene for både voksne og børn, der ønsker at opleve koldkrigshistorien på tæt hold 18 meter under jorden.
Undergrundsfortet Stevnsfort var tidligere en hemmelig bunker i det danske forsvar. I dag kan fortet opleves på guidede ture både til voksne, der ønsker at lære om fortets militære historie, samt til børn, der vil udforske fortets hemmeligheder på en sjov og lærerig måde.
– Vi glæder os til at byde velkommen i undergrunden i vinterferien, og har valgt at tilbyde ture specifikt til voksne, der vil fordybe sig i historien og til børnefamilier, der kan se fortet på børnenes præmisser med fokus på aktiviteter. Sidste år tilbød vi for første gang en familietur, og det var en stor succes, så vi glæder os til at folde historien ud for endnu flere børnefamilier, siger Kasper Renström Østervig, direktør for Østsjællands Museum, som Koldkrigsmuseum Stevnsfort hører under.
Fortets hemmeligheder
Den guidede tur ‘Fortets hemmeligheder’ henvender sig til voksne, og turen i det underjordiske fort giver indblik i Stevnsforts rolle under den kolde krig. Guiden fortæller om de militære operationer og det store beredskab, der blev holdt hemmeligt for omverdenen i mange år. Det er en unik mulighed for at høre om fortets strategiske betydning, se de oprindelige faciliteter og forstå, hvordan fortet var en vigtig brik i Danmarks forsvar.
Mission Stevnsfort – turen for børnefamilier
For de yngste besøgende tilbyder Stevnsfort den spændende og aktive tur ‘Mission Stevnsfort’. Her får børnene indsigt i fortets historie og betydning, går i gangene under jorden og besøger udvalgte rum i fortet. Samtidig lærer de om de spændende opgaver, som soldaterne, der arbejdede på Stevnsfort, havde under den kolde krig. Her kommer hele familien tæt på fortidens forsvar og kan være sammen om at afkode en besked og smage en nødration.
Hvor og hvornår
Stevnsfort er åbent i uge 7 og 8, og det er muligt at booke billetter og ture online på fortets hjemmeside. Det anbefales at reservere billetter i god tid, da pladserne på de guidede ture er begrænsede.
Stevnsfort er beliggende ved den smukke Stevns Klint, og med de ekstraordinære vinteråbningstider er det en oplagt mulighed for at tilbringe en lærerig og underholdende vinterferiedag for både voksne og børn.
Kommentarer