Stevnsfort for børn i sommerferien
Rødvig: Hver dag i skolernes sommerferie er der aktiviteter til en hel dag, for både store og små på Koldkrigsmuseum Stevnsfort.
Sommerens børneaktiviteter på Koldkrigsmuseum Stevnsfort foregår udendørs. Her kan børn og voksne sammen udforske og opleve det tidligere militære område på Stevns fra mandag den 29. juni til søndag den 9. august, alle dage mellem klokken 10 og 17.
Løb orienteringsløb
Man kan udfordre sig selv og konkurrere ved at tage på orienteringsløb, hvor man skal finde vej rundt på terrænet. Eller man kan vælge at tage løbet som en rolig gåtur. Undervejs oplever man terrænets mindst udforskede steder og får et overblik over det militære område.
Udforsk flyvevåbnets missilbatteri
Kom tæt på flyvevåbnets våbensystem igennem en række spændende opgaver, hvor man ved mobiltelefonens hjælp både skal spotte fly, tage fotos og deltage i en konkurrence.
Dyst på træningslegeområdet
På træningslegeområde kan hele familien dyste på deres evne til at samarbejde, præcisionstræning og taktiske evner – eller man kan bare slappe af og spise sin medbragte mad.
På guidet tur i børnehøjde
Tager man børn med på en guidet tur ned i det underjordiske fort, bliver de udstyret med kikkert, lup og lommelygte, så de undervejs kan opleve stedet i børnehøjde. På en guidet tur ser man kanonerne, de andre installationer i terrænet og det underjordiske fort, der består af 1,7 km lange gange 18 meter under jorden. Der er kun adgang til det underjordiske fort med guide.
Der er kun adgang til det underjordiske fort med guide. Da der er begrænsede pladser på de guidede ture, er det en god idé at købe billet på forhånd på stevnsfortet.dk under Køb billet.
Man kan finde flere oplysninger og se priser med mere på Kalklandet.dk.
Kommentarer