Erhverv

Stevnske ejerledede virksomheder lærer fra sig

Fire meget forskellige virksomheder fra Stevns har hjulpet Center for Ejerledede Virksomheder med at opbygge en vidensbank

De fire stevnske ejerledede virksomheder Anettes Mad, Joost El, Kalk A/S samt tømrerfirmaet Kim Bengtsson har hjulpet Center for Ejerledede Virksomheder, der er en afdeling under Copenhagen Business School (CBS), med at opbygge en vidensbank.

Camilla Nellemann, der er én af drivkræfterne bag projektet, roser de stevnske virksomheder.

– De har været meget åbne og hjælpsomme i denne proces og har hjulpet os rigtigt meget til at få skabt værktøjer, der er relevante og brugbare for den målgruppe, vi sigter efter, siger Camilla Nellemann til Dagbladet.

Center for Ejerledede Virksomheder blev oprettet med støtte fra Industriens Fond i 2014. Centret udvikler forskningsbaseret viden og værktøjer til langsigtsplanlægning og udvikling i ejerledede virksomheder.

– Derfor foregår vores forskning i direkte dialog med virksomhederne. Og det er her, at de fire ejerledere fra Stevns har hjulpet os rigtigt meget på vej med vores målsætning om at gøre vores arbejde både relevant og direkte brugbart for målgruppen, forklarer Camilla Nellemann til Dagbladet.

Kommentarer