Stevnske virksomheder søges til praktikpladser

Stevns Kommune: Stevns Erhvervsråd søger efter virksomheder der kan have flygtninge i sprogpraktik
Stevns Kommune tager hvert år imod 20 til 30 flygtninge fra FN via flygtningelejrene. Flygtningene kender ikke noget til Danmark ved deres ankomst. De går på sprogskole i ca. 3 år og bliver tildelt en bolig i lokalområdet.
En stor del af de yngre påbegynder en erhvervsuddannelse og bliver opkvalificeret til at indgå på det danske arbejdsmarked. Denne gruppe har et stort behov for at deltage i en virksomhedspraktik, for at lære det danske sprog at kende og for at tilegne sig viden om det danske arbejdsmarked.
Der er behov for at enkelte virksomheder medvirker til at sikre flygtningene et godt afsæt i Danmark. Dette kan gøres ved at have en flygtning tilknyttet virksomhedens drift i en sprogpraktik.
I sprogpraktikken er deltageren to dage om ugen i praktik og 3 dage om ugen på sprogskole. Arbejdstiden aftales individuelt og i overensstemmelse med praktikstedets og deltagerens behov
Typiske arbejdsopgaver for deltagere i sprogpraktikker er:
- – Køkkenarbejde
- – Lette produktionsopgaver
- – Gå til hånde på værksteder, byggepladser og virksomheder
- – Midlertidige opgaver med renholdelse
- – Lettere administrative opgaver
- – Lettere rengøring
- – Modtagelse og opfyldning af varer
- – Montagearbejde
Når deltagerne er i sprogpraktik foregår praktikdelen som en sideløbende aktivitet sammen med foreningsidræt, aktiviteter indenfor det frivillige område og udredning af eventuel uddannelse fra hjemlandet.
Deltagere, der er i sprogpraktikker, er forsikret gennem Stevns Kommune i praktikperioden. Papirarbejde og opfølgning sker gennem samarbejdspartneren Refleks.
Man kan kontakte Jakob Barfred hos Refleks på telefon 2616 1361 eller e-mail: jakob@re-fleks.dk
Kommentarer