Stevnspige udgiver flot bog om Bollywoodfilm

Hårlev: Indien er det særeste sted i verden, så der måtte jeg over, siger forfatter til bogen ”Bollywoodfilm – en introduktion” – eneste bog på dansk om speciel filmgenre
Tekst og foto: Marianne Langvardt
Inderen Amitav Ghosh, der er forfatter til bogen ”The Calcutta Chromosome” er årsag til flere tilfældige sammenhænge i cand. mag. i engelsk og dansk Katrine Brøndsteds liv og karriere.
– Han er årsag til, at jeg besluttede at rejse til Indien efter et kursus om landet, hvor jeg mødte min kæreste, og at jeg har skrevet denne bog, griner hun.
Oven i købet kom hun næsten tilfældigt til at stå i samme elevator som Amitav Ghosh, da hun sidste sommer var i Texas til Texas Book Festival.
– Og så kunne jeg ikke dy mig. Jeg hilste på ham og fortalte om mine eventyr i Calcutta, hvor jeg brugte hans roman som guidebog. Det blev han begejstret for, og noterede mig til sin blog.
Katrine Brøndsteds 178 sider lange bog, der er udgivet på eget forlag ”Alt-i-ord”, er en let og farverig gennemgang af den helt specielle filmgenre Bollywood film. Den rummer alt fra drabelige og farverige dramaer, komik, dans, og musik. Først og fremmest er hverken filmgenren eller Katrines bog tør og intellektuel, men let og overskuelig at læse, hvis man gerne vil vide noget, om så speciel en lille niche i filmverdenen. Der er tale om velskrevet filmformidling og glimrende introduktion. Desuden glimrende layout, hedder det i lektørudtalelsen fra DBC (Bibliotekscentralen i Ballerup).
– Det er jeg naturligvis meget glad for. Det betyder, at 69 biblioteker nu har skaffet bogen – og at den snart er udgiftsneutral, fortæller hun.
Indien under huden
Katrine har opholdt sig i syv måneder i Indien, så hun har mærket landets puls og er blevet grebet af de sjove dramaer, der udspiller sig på filmlærredet. Det er en viden, hun har tænkt sig, at hendes elever på Køge Gymnasium får del i.
– Jeg underviser både i dansk og engelsk, og det er helt oplagt at lade min bog indgå i en del af undervisningen, siger hun.
At udgive niche-bøger bliver man ikke rig af, erkender hun.
– Men nu havde jeg stoffet. Da ingen kendte forlag turde binde an med den, oprettede min kæreste og jeg selv et forlag. Vi har selv betalt trykning på Frederiksberg Trykkeri og korrektur, min bror har layoutet gratis og jeg har skrevet, så udgifterne er holdt på et absolut minimum.
Der er flere bøger på vej fra Katrine Brøndsted. En bog om tegneserier, som også vil kunne indgå i undervisningen.
Fakta om Bollywoodfilm¨- en introduktion:
Kan købes i www.alt-i-ord.dk
Pris 200 kroner plus forsendelse
Kommentarer