Stevnsskolerne besøger DM i Skills i Næstved
Her skal de f.eks. se, hvordan anlægsgartnere forvandler en stor sandkasse til et stykke fin park med græs, sten, rindende vand og planter på bare tre dage. Eller de flotte sukkerskulpturer, som konditorerne skaber som baggrund for deres fantastiske kager. Eller hvad med at se et møbel blive til? Over 300 unge elever fra hele Danmark konkurrerer i over 40 meget forskellige fag i alt fra murer, snedker, mekaniker, elektriker, kok, frisør, sosu-assistent, industritekniker, glarmester til slagter, mediegrafiker, smed og anlægsgartner.
– Vi har en vigtig opgave i at støtte vores skoleelever her på Stevns i at søge direkte videre på en ungdomsuddannelse efter 9. eller 10. klasse. Og gerne på en erhvervsuddannelse, og her kan DM i Skills være med til at vise, at en god uddannelse ikke behøver at være boglig, fortæller Steen S. Hansen og tilføjer:
– De nyeste tal for 2019 viser, at vores skolevæsen og vejledningsindsats gør et rigtig godt job og lykkes med at motivere mange unge til at søge mod særligt erhvervsuddannelserne. Her er Stevns Kommune allerede storleverandør af elever, hvor 32,4 procent af eleverne har søgt en erhvervsuddannelse i 2019 i forlængelse af 9. eller 10. klasse. Det gør Stevns Kommune til topscorer blandt de sjællandske kommuner. Det er jeg rigtig godt tilfreds med, og vi skal fortsat arbejde for at flere unge får lyst til at søge en ungdomsuddannelse uanset om dette er gymnasialt eller erhvervsrettet.
De stevnske udskolingselever skal ved DM i Skills se de dygtigste unge mennesker fra hele landets erhvervsfaglige uddannelser konkurrere om at blive Danmarks bedste indenfor netop deres fag. Desuden har Store Heddinge Skole elever, der deltager i ‘Skills Stafetten’, som er en underholdende konkurrence med praktiske øvelser på tid fredag den 5. april.
Borgmester, Anette Mortensen deltog i åbningen torsdag formmidag.
DM i Skills
DM i Skills skal eksponere de mange gode muligheder, erhvervsuddannelserne kan tilbyde. Det er vigtigt at flere unge får interesse for erhvervsuddannelserne, da Dansk Industri anslår, at Danmark kommer til at mangle 44.000 faglærte om bare 10 år. Der findes i alt over 100 forskellige erhvervsuddannelser, men det kan være svært at få et overblik over dem – det forsøger DM i Skills at gøre op med.
DM i Skills har 300 unge konkurrencedeltagere og besøges af 50.000 gæster i løbet af de tre dage, det varer
Adgang er gratis og alle er velkomne til at kigge forbi.
Kommentarer