Rødvig

Stiftende generalforsamling i turbåd-projektet

En ny forening af båd- og turisme-entusiaster skal realisere muligheden for at flere turister kan opleve Stevns fra vandet. Derfor inviterer turismekonsulent, Thor Nielsen, alle som vil være med til at finde og drive en turbåd til stiftende generalforsamling d. 20. marts på Harmonien i Rødvig.

Baggrunden for en ny forening skal findes i den store opbakning og interesse, som turbåd-projektet modtog fra de deltagende på et informationsmøde d. 6. marts. De stærkt interesserede deltagere besluttede at etablere en forening med navnet Turbåden Stevns Klint, som bl.a. får til formål at afsøge bådmarkedet efter en egnet turbåd, agere som juridisk enhed i forhold til at søge fondsmidler og hjælpe med drift og vedligeholdelse af båden.

– Det er rigtig glædeligt, at projektet modtog den store opbakning, som det gjorde, og at deltagerne var enige om, at det næste skridt skulle være at stifte en forening for turbåden, så flere lokale kræfter kan blive involveret i projektet, forklarer turismekonsulent, Thor Nielsen

Den stiftende generalforsamling finder sted tirsdag d. 20. marts kl. 19 på Restaurant Harmonien i Rødvig, hvor forsamlingen vil drøfte de formelle foranstaltninger, som det indebærer at stifte en forening. Det drejer sig om valg af formand, næstformand og tre bestyrelsesmedlemmer m.fl. De deltagende vil også gennemgå og godkende vigtige elementer så som vedtægter, budget og kontingenter, der er omkring en forening.

Turbåd-projektet lever videre

Det er oprindeligt turismekonsulent Thor Nielsen, som på opfordring fra flere turismeaktører, gik i gang med at lede efter en turbåd, som kunne give flere turister mulighed for at opleve Stevns fra vandet. På grund af den store opbakning og interesse for at etablere en turbåd i Rødvig, lever projektet stadig videre i bedste velbegående, og formålet er da også stadig det samme. Første skridt for den nye forening bliver at finde en egnet turbåd, og der bliver ikke nødvendigvis tale om turbåden Antares, som tidligere har været i spil. Det er dog en beslutning, som nu vil være overladt til de kompetente båd-entusiaster.

Det betyder også, at turismekonsulent Thor Nielsen, som tidligere har været drivkraft for turbåden, vil tage et skridt i baggrunden til fordel for foreningen, men han vil fortsat være engageret i projektet.

– Foreningen skal nemlig være med til at sikre et større lokalt ejerskab og engagement, og netop derfor er Turbåden Stevns Klint åben for alle, som har lyst til at bidrage til at anskaffe og drive en turbåd i Rødvig. Det er både for dig, som har lyst til at bidrage med din viden og interesse for både og dig, som er interesseret i at blive medejer, så du kan bruge turbåden til dine kunder eller medarbejdere, slutter Thor Nielsen.

Den stiftende generalforsamling er åben for alle, og er gratis at deltage i. Tilmelding foregår via mail til thor@stevnserhvervsraad.dk – Den stiftende generalforsamling finder sted tirsdag 20. marts klokken 19 på Restaurant Harmonien, Rødvig Hovedgade 2, 4673 Rødvig Stevns.

Kommentarer