Støt dit lokale erhvervsliv – Støt Stevns!
Stevns Kommune: ’Støt Stevns’ er navnet på en kampagne, der netop er sat i gang af Stevns Erhvervsråd.
Kampagnen skal få flere til at handle lokalt via hjemmesiden Stevns Råstof.
Siden årsskiftet har det været muligt at gå ind på www.stevnsraastof.dk og finde virksomheder i næsten alle former for brancher- lige fra lokale cateringvirksomheder til håndværkere, revisions- og advokathjælp.
Databasen gør det nemt at finde den virksomhed, du lige står og mangler, for du kan både søge på brancher eller på en specifik virksomhed.
– Der er stadig virksomheder og forbrugere, der ikke har fået øjnene op for det nemme online søgeredskab, som er lige ved hånden. Derfor håber vi, at kampagnen kan synliggøre databasen i endnu højere grad, så endnu flere kan få gavn af den, siger erhvervschef Thomas Christensen fra Stevns Erhvervsråd.
Derfor opfordrer erhvervsrådet til, at man gør sig selv den tjeneste at bruge et par minutter på www.stevnsraastof.dk.
Thomas Christensen håber, at hjemmesiden kan være med til at støtte op om den lokale erhvervsudvikling.
– Vi har valgt at kalde kampagnen ’Støt Stevns’, for når du handler lokalt i kommunen, er du med til at støtte de lokale erhvervsdrivende og sikre, at vi fortsat har et lokalt erhvervsliv, og det er nødvendigt, hvis Stevns Kommune skal være en attraktiv kommune at bo og opholde sig i, forklarer erhvervschef Thomas Christensen.
’Støt Stevns’ kampagnen kører også på Facebook, og i uge 19 skal du holde ekstra meget øje med Stevns Erhvervsråds Facebookside, hvor Erhvervsrådet sætter gang i en konkurrence i forbindelse med kampagnen.
Gratis profil for Stevns’ virksomheder
Mange af de lokale virksomheder i Stevns er allerede samlet på www.stevnsraastof.dk – og jo flere des bedre. Derfor er kampagnen også henvendt til virksomhederne i Stevns Kommune, der ganske gratis kan få en profil på Stevns Råstof.
Alt hvad det kræver, er du som virksomhedsejer klikker ind på Stevns Råstof og anmoder om at få en profil. Så opretter Stevns Erhvervsråd en profil og sender et login til dig, så du selv kan redigere i profilen.
Udover at en profil på Stevns Råstof kan give dig flere private kunder, kan den også øge din virksomheds synlighed overfor Stevns Kommune, da kommunen bl.a. bruger Stevns Råstof som leverandørkatalog.
Har du spørgsmål, kan du kontakte Stevns Erhvervsråd på telefon 24 76 40 01 eller på e-mail info@stevnserhvervsraad.dk
Kort fortalt om Stevns Råstof:
Som virksomhedsejer kan du:
- få en gratis virksomhedsprofil
- øge din synlighed
- få flere kunder
- nå ud til flere samarbejdspartnere
- blive synlig i Stevns kommunes leverandørkatalog
Som forbruger kan du:
- finde lokale virksomheder, der kan hjælpe med det, du mangler
- spare tid på at lede
- søge på brancher
- få overblik over services og produkter
- støtte dit lokalområde
Kommentarer