Strøby Egede

Støtteforeningen holder rundvisning i Solgårdsparken

Traditionen tro er Solgårdsparkens Støtteforening igen i år vært ved en offentlig rundvisning i den gamle park

Onsdag den 6. juni klokken 19 vil Olli Pedersen fra støtteforeningen guide alle Solgårdsinteresserede rundt i den gamle smukke park, Solgårdsparken der ligger på Stevnsvej 28-30 i Strøby Egede. Rundturen starter fra p-pladsen ved Stevnsvej.

Olli Pedersen kender parken som sin egen bukselomme og han vil fortælle om parkens historie og om parkens monumenter. Deltagerne vil også blive orienteret om det store arbejde støtteforeningens frivillige udfører.

Solgårdsparkens Støtteforening får blandt andet indtægter på sponsorgaver, reservering af foreningens borde og bænke samt overskud fra musikarrangementer. Pengene går til forbedring og vedligeholdelse af parkens rekreative opholdssteder til gavn for parkens gæster. Årets kontingent er på 100 kroner.

Efter rundvisningen inviterer støtteforeningen på kaffe og kage ved de Røde Pavilloner.

Læs mere her

Kommentarer