Stor opbakning til Erhvervstræf ’17
100 erhvervsdrivende var mødt op tirsdag for at vende erhvervsudviklingen i kommunen med politikerne, da Stevns Kommune og Stevns Erhvervsråd afholdte Erhvervstræf på Harmonien i Rødvig.
Salen på Harmonien i Rødvig var godt fyldt op, da årets største begivenhed for erhvervslivet blev skudt i gang tirsdag den 24. januar. En stor del af det stevnske erhvervsliv var mødt op for at drøfte erhvervsudviklingen i kommunen med kommunalpolitikerne.
Det politiske panel lyttede til erhvervslivets synspunkter, og fortalte derefter selv om deres visioner for erhvervsudviklingen. Der var bred enighed i panelet om, at infrastrukturen i kommunen skal forbedres – også den digitale. Begge dele er nødvendigt at forbedre for at gøre kommunen mere attraktiv – ikke kun for erhvervslivet, men også for beboerne og turisterne. Begge dele arbejdes der allerede på at forbedre.
Arbejder på at forbedre erhvervsklima
Den efterfølgende paneldebat tog udgangspunkt i Dansk Industris undersøgelse af det lokale erhvervsklima, hvor Stevns Kommune stadig ligger blandt de 10 dårligste kommuner. Undersøgelsen er baseret på, hvor erhvervsvenlig virksomhedsejerne oplever kommunen. På trods af at Stevns ligger godt placeret i Dansk Byggeris undersøgelse af rammevilkårene, så er erhvervslivet stadig ikke tilfredse med kommunen.
Salen ville vide, hvad der konkret blev gjort fra politisk side i forhold til at forbedre erhvervsklimaet i kommunen, hvortil borgmester Mogens Haugaard Nielsen forklarede, at kommunen i løbet af det forgangne år har arbejdet på at sænke sagsbehandlingstiden på erhvervsbyggeri. I dag er sagsbehandlingstiden på 4 uger, og arbejder fortsat på at sænke den yderligere.
Udover det målrettede arbejde for at forbedre forbindelsen til motorvejen fra Stevns samt den digitale infrastruktur, slog panelet fast, at det er vigtigt at sætte fokus på verdensarven, da den trækker flere turister til end aldrig før, og med det nye besøgscenter og verdensarvspartnerskabet også skaber flere arbejdspladser.
Lige netop de netværk og samarbejder, som verdensarvspartnerskabet og erhvervsnetværket Kriegers Flak Service Group, er med til at styrke erhvervslivet i kommunen, og derfor støtter politikerne naturligvis op om projekterne. Både verdensarven og Kriegers Flak er med til at sætte Stevns på landkortet, og derfor er det vigtigt at bakke op om dem.
Erhvervslivet fik boostet arbejdsglæden
Erhvervsnavnet Niels Zibrandtsen var desværre forhindret i at holde sit oplæg, men aftenens sidste oplæg skuffede dog ikke publikum. Sognepræst og feltpræst Michael Brautsch satte på humoristisk vis fokus på livsglæde gennem en række underholdende anekdoter fra blandt andet Søren Kierkegaards litteratur, den nordiske mytologi og sin præstegerning.
– Stop op og spørg dig selv: er det her vigtigt, og gør det mig glad? Lev livet nu og tillad dig selv at være lykkelig var blot nogle af de opfordringer, som Michael gav gennem sit oplæg.
Ved aftenens afslutning var der generelt stor tilfredshed med arrangementet blandt de fremmødte, der også benyttede aftenen til at møde nye kontakter.
Kommentarer