Store Heddinge

Stor opbakning til Erhvervstræf ’15

erhvervstraef15thomas

Store Heddinge: Onsdag aften var en stor del af det stevnske erhvervsliv samlet, da Stevns Erhvervsråd og Stevns Kommune holdt Erhvervstræf ’15 i Snurretoppen.

Knap 100 erhvervsdrivende – lige fra butiksejere til håndværksmestre – var onsdag aften mødt op for at blive klogere på Stevns Kommunes erhvervsindsats.

– 80 procent af kommunens virksomheder skal have en positiv oplevelse, når de er i kontakt med kommunens medarbejdere, fortalte vicekommunal Bjørn Voltzmann blandt andet i sit oplæg om kommunens erhvervspolitik.

For at kunne forbedre servicen måler kommunen løbende tilfredsheden ved at sende spørgeskemaer ud til de berørte virksomheder. Derfor opfordrede Erhvervschef Thomas Christensen virksomhederne til at melde tilbage til kommunen om deres oplevelser.

– Det er afgørende, at vi får den gode dialog op at stå, hvis vi reelt skal forbedre serviceniveauet i kommunen. Hvis kommunen ikke får tilbagemeldinger fra erhvervslivet, ved de ikke, hvor de skal sætte ind, forklarede erhvervschef Thomas Christensen. Han nævnte i samme ombæring, at Stevns Erhvervsråd gerne hjælper med at bringe de erhvervsdrivendes feedback videre til kommunen.

På opfordring fra Stevns Erhvervsråd præsenterede vicekommunaldirektør Bjørn Voltzmann også et nyt tiltag over for virksomheder, der får afslag på deres ansøgning hos kommunen. Fremover bliver vicekommunaldirektøren adviseret ved et afslag, og sammen med erhvervschefen går han i dialog med virksomheden om, hvilke muligheder virksomheden har:

– Vi kigger løsningsorienteret på virksomhedens behov og går i dialog med virksomheden omkring alternative muligheder i forhold til det, de helt konkret har søgt om at få lov til. Tit ligger der nogle mulige løsninger, som er lige så gode for virksomheden, men ansøgningen gik måske bare på noget andet, forklarede Erhvervschef Thomas Christensen.

Erhvervslivet til politikerne: Flere fagentrepriser!

Et af aftenens store diskussionsemner var fagentrepriser. Efter Teknik- og Miljøchef Susanne Hartmann Rasmussens indlæg, ville flere håndværkere gerne have svar på, hvorfor kommunen ikke udbyder flere fagentrepriser, så lokale håndværksvirksomheder har lettere ved at byde ind

– Vi mangler tid til at kunne udbyde opgaverne som fagentrepriser, men da det er et politisk problem, må vi sende opfordringen videre til politikkerne, lød svaret fra Teknik- og miljøchef Susanne Hartmann Rasmussen.

Til det påpegede René Christensen fra Stevns EL-service, at kommunen kunne have sparet knap to millioner ved at have udbudt Sundhedscentret i Hårlev som fagentreprise, og at kommunen for de penge kunne have ansat en medarbejder, der administrerede fagentrepriserne. Det mødte opbakning fra flere andre virksomheder, der også efterspurgte flere fagentrepriser.

Aftenens sidste oplæg fremkaldte flere smil hos tilhørerne. Med hjælp fra kalkpiller, massage og tidsmaskiner satte innovationsspecialist Morten Wolff-Toft virksomhedernes forandringsvillighed i fokus. Med lige dele latter og eftertænksomhed gav han de erhvervsdrivende inspiration til at få mere innovation ind i deres virksomheder.

Ved aftenens afslutning var der generelt stor tilfredshed med arrangementet blandt de fremmødte, der også benyttede aftenen til at knytte nye kontakter.

Kommentarer