Store Heddinge

Store Heddinge By Night fredag aften

Det lokale band ’Kun for sjov’ står for den musikalske underholdning på Nytorv, hvor der opstilles et 100 personers telt.

Fredag den 4. august afholdes sommerens andet ’By Night’-arrangement i Store Heddinge. I vanlig stil sørger byens butikker for masser af gode tilbud og holder åbent til klokken 22.00.

Den gamle købstad byder i dagens anledning på både levende musik og dans, ølvogn, hoppeborge og meget mere.

Det lokale band ’Kun for sjov’ står for den musikalske underholdning på Nytorv. De fem musikere i ’Kun For Sjov’, spiller kendte rock- og popnumre fra 1960’erne og frem, lige fra John Mogensen til Steppenwolf – og de spiller live hele aftenen.

Der opstilles et 100 personers telt på Torvet, hvor der også vil være en ølvogn med kølige drikke og mad. Der sælges desuden slushice og candyfloss.

Hos Store Heddinge Boldklub kan man skyde på mål og få en ansigtsmaling.

Store Heddinge Borger- og Handelsstandsforening har bestilt to hoppeborge, der vil stå henholdsvis i Algade og på torvet, så der er både til de helt små og de lidt større børn. På torvet kan man desuden prøve kræfter med den vilde rodeotyr.

El Paso Linedancers Stevns giver to opvisninger, først klokken 18.30 foran Blomsterpigen i Algade. Klokken 19.30 danser de videre i Løjes Gård ved Østergade.

Traditionen tro kan man købe en børnebillet for 50 kroner hos Parmo-bageren. Den giver adgang til en masse godter og overraskelser i byens butikker.

Hotel Stevns bidrager med både en stor kinesisk buffet i den store sal og duoen Black Box, der spiller festmusik.

Røde Kors butikken i Algade 30, udlover rabat til alle og en lille sød eller sund hilsen til ganen, mellem klokken 17 og 22.

Store Heddinge Borger- og Handelsstandsforening har inviteret alle lokale politikere til at møde op i Snurretoppen og tale til og med deres vælgere, i anledning af kommunalvalget tirsdag den 21. november.

Kommentarer