Store Heddinge

Store Heddinge Dampvaskeri får flygtninge i job

Store Heddinge: De Forenede Dampvaskerier i Store Heddinge har ansat to flygtninge med løntilskud – og de er klar til at ansætte flere.

I juni 2016 begyndte det første hold med ti flygtninge i virksomhedspraktik hos De Forenede Dampvaskerier (DFD) i Store Heddinge. To flygtninge er nu blevet ansat med løntilskud, og indsatsen har dermed sikret DFD den nødvendige arbejdskraft.

DFD får flygtninge i job gennem virksomhedspraktik

DFD har cirka 1200 ansatte i hele Danmark, hvor af de cirka 100 er ansat i Store Heddinge, men virksomheden oplever, at det er svært at have et tilstrækkeligt rekrutteringsgrundlag af medarbejdere. Derfor valgte DFD i sommer at oprette et 13-ugers praktikforløb for ti flygtninge. DFD har brugt virksomhedspraktikken til at afklare kompetencerne og opkvalificere flygtninge med ringe sprogkompetencer til at arbejde i den danske servicebranche. Ud af holdet på ti flygtninge er to indtil videre blevet ansat med løntilskud.

DFD er kommet i kontakt med flygtningene gennem den frivillige gruppe kaldet Flygtningejob-Stevns, som har et tæt samarbejde med Stevns Kommunes jobcenter og Stevns Erhvervsråd, som har til formål at hjælpe flygtninge i gang på arbejdsmarkedet.

Hårdt arbejde betaler sig

Det har ikke været en nem opgave at hjælpe flygtningene ind på arbejdsmarkedet. DFD opdagede hurtigt, at flygtningene havde udfordringer med at tilpasse sig den danske arbejdskultur. Her oplevede de blandt andet, at flygtningene ikke var mødestabile, og at de manglede det danske sprog, hvilket gjorde det vanskeligt at kommunikere samt at forstå simple instruktioner.

I disse situationer har DFD brugt Flygtningejob-Stevns som mentorer, der har taget kontakt til den pågældende flygtning og fået løst problemet blandt andet ved at forklare, hvordan han eller hun skal begå sig på arbejdspladsen. Flygtningejob Stevns har været en stor hjælp igennem forløbet.
DFD bruger også selv mange ressourcer på at oplære flygtningene, men de er overbevist om, at det hårde arbejde er besværet værd.

– Vi vil gerne støtte projektet med at integrere flygtninge på arbejdsmarkedet, og derfor har vi etableret disse forløb. På denne måde får de skabt et netværk og lært lidt af det danske sprog, så de på sigt kan blive selvforsørgende. Samtidig får vi adgang til den nødvendige arbejdskraft, og dermed er det en gevinst både for DFD, samfundet og ikke mindst flygtningen selv, siger produktionschef Dan Rasmussen, De Forenede Dampvaskerier.

Klar til at ansætte flere flygtninge

Efter et vellykket samarbejde med Flygtningejob-Stevns og en stor succes med det første hold af flygtninge har DFD valgt at starte endnu et hold af flygtninge i virksomhedspraktik.

Dan Rasmussen fortæller, at virksomhedspraktik og løntilskud har været nogle gode værktøjer til at komme i gang med ansættelse af flygtninge. Der er ingen omkostninger forbundet med virksomhedspraktikken, og dermed kan det opveje de ressourcer, som virksomheden bruger på at oplære flygtningene.

Kommentarer