Store Heddinge Dampvaskeri får grønt stempel
Store Heddinge: De Forenede Dampvaskerier’s afdeling i Store Heddinge har netop fået Svanemærket
Dermed får sjællandske hoteller, restauranter og virksomheder nu garanti for, at deres tekstiler vaskes så grønt som muligt.
– I De Forenede Dampvaskerier lægger vi stor vægt på at være ansvarlige over for miljøet. Derfor er vi stolte over, at vores vaskeri i St. Heddinge nu har fået det officielle Svanemærke, så vi kan dokumentere vores miljøansvar over for kunderne,” siger afdelingschef Andreas Nyborg fra De Forenede Dampvaskerier i Store Heddinge.
Svanemærket betyder, at alle vaskemidler er fri for særligt miljøskadelige stoffer, at emballage genanvendes, at affald kildesorteres, og at alle processer prioriterer et lavt el- og vandforbrug. Derudover betyder mærkningen, at vaskeriet forpligter sig til at reducere udledningen af skadelige partikler fra vaskeriets lastbiler.
”Vi har hele tiden levet op til de krav, som Svanemærket indebærer, men nu kan vi dokumentere sort på hvidt over for vores kunder, at vores vaskeriservice lever op til de højeste miljømæssige standarder. Vi forventer også, at Svanemærket i endnu højere grad vil tiltrække kunder, der prioriterer miljø og arbejdsmiljø højt,” siger Andreas Nyborg.
Svanemærkningen af vaskeriet er gennemført af Miljømærkning Danmark. Som led i mærkningen er vaskeriets miljøbelastning kortlagt ud fra et vugge-til-grav-princip med fokus på de anvendte råmaterialer, produktion, distribution, emballage samt brug og bortskaffelse.
Vaskeriet på Bjælkerupvej 35 i Store Heddinge beskæftiger omkring 90 medarbejdere og er etableret i 1949.
Kommentarer