Store Heddinge

Store Heddinge Møntvask får støtte til sin crowdfundingkampagne

SEAS-NVE støtter den socialøkonomiske virksomhed Store Heddinge Møntvask, der har startet en crowdfundingkampagne på vistøtter.dk.

SEAS-NVE ønsker at hjælpe udvikling og vækst på vej i de sjællandske landdistrikter og derudover sætte strøm til den grønne omstilling og digitalisering i Danmark. Derfor lancerede de i maj et nyt crowdfunding-initiativ: www.vistøtter.dk.

Møntvaskeriet i Store Heddinge stod til at skulle lukke, men en gruppe lokale gik i august 2017 sammen og har etableret en socialøkonomisk virksomhed, som skal drive vaskeriet videre og samtidig udskifte de slidte vaskemaskiner med nye og energibesparende maskiner.

Gavner lokalsamfundet og unge på kanten af arbejdsmarkedet

Gruppen af frivillige borgere, som ønsker at bevare vaskeriets funktion i byen, ønsker at også fremover at etablere en vaskeservice overfor medborgere, som ønsker at få hentet snavset vasketøj og få det leveret tilbage nyvasket og pænt lagt sammen.

Læs også: Forærer møntvaskeriet til socialøkonomisk virksomhed

Som socialøkonomisk virksomhed ønsker vaskeriet at skabe meningsfulde arbejdspladser til unge med særlige behov, og det vil derfor også være unge på kanten af arbejdsmarkedet, som enten selvstændigt eller under ledelse af kvalificeret pædagogiske personale, skal udføre opgaverne med vaskeservice og vasketøjsudbringning.

Støt kampagnen

Crowdfundingkampagen skal rejse 55.000 kroner inden udgangen af oktober, og den kan støttes med alt fra større til mindre beløb. Pengene skal gå til en ny vaskemaskine med en vaskekapacitet på 15 kilo, som både vil bruge mindre strøm og vand, og som samtidig også vil gøre det mere attraktivt at bruge vaskeriet for kunder med behov for storvask.

Man kan læse mere om og støtte kampagnen på vistøtter.dk

Kommentarer