Store Heddinge Vandværk vil blødgøre vandet
Store Heddinge: Store Heddinge Vandværk har ansøgt kommunen om tilladelse til at installere et mekanisk blødgøringsanlæg.
De fleste kender vel mørke rande og striber i toiletkummen, tilstoppede brusehoveder og vandhaner. Også lyden af snorkende kaffemaskiner eller stivhed i vasketøjet og gråfarvning af hvide bluser og undertøj.
Det skyldes alt sammen tilkalkning. Det er kalk i drikkevandet som sætter sig som belægninger på varmelegemer, i rør og som kalkudfældninger (kalklus) i vasketøjet. Tilkalkning af vore apparater giver både kortere levetid og højere elforbrug. Desuden bruges mere sæbe og kemikalier til afkalkning.
På Stevns er der meget kalk i vandet, såkaldt hårdt vand. Hårdheden måles i hårdhedsgrader dH. I vandet fra Store Heddinge Vandværk er hårdheden 21 dH, altså meget hårdt vand.
Store Heddinge Vandværk har gennem det seneste halve år eksperimenteret med et anlæg, som kan blødgøre vandet og det har vist sig teknisk muligt sænke hårdheden til cirka 10 dH.
Der anvendes en metode hvor råvandet fra boringerne ledes ind i en beholder hvor sterilt sand hvirvles rundt. Herved sætter kalken (Ca) sig på sandkornene, der herved gradvis bliver til kalk-pellets. Når disse er tunge nok synker de til bunds i beholderen og kan tappes ud, medens det blødgjorte vand herefter fortsætter i vandværkets almindelige filtre og derefter ud til forbrugerne.
Vandværket har endnu ikke sendt blødgjort vand ud til forbrugerne. De afventer Stevns Kommunes endelige tilladelse før de kan investere i et produktionsanlæg. Når de har tilladelsen, skal værkets vandforbrugere godkende et sådant anlæg på en ekstraordinær generalforsamling senere på året sandsynligvis lige efter sommerferien.
For forbrugerne er fordelene indlysende med sparede omkostninger til sæbe, kemikalier, el og dermed bedre miljø.
Hovedstadens Forsyningsselskab (HOFOR) udførte i 2011 en forbrugerundersøgelse og 75 procent af de adspurgte foretrak blødgjort vand frem for hårdt vand. HOFOR har derfor besluttet at blødgøre vandet gradvis frem til 2024 blandt de tilsluttede vandværker. I Holland er der lov for, at alt drikkevand skal blødgøres.
Betydningen af blødt vand.
*Forlænger levetiden for vaskemaskiner med 5 år, halverer brugen af vaskepulver og forlænger levetiden for toiletter og varmtvandsbeholdere med 10 år.
*Sparer tid, besvær og udgifter til at rengøre toilet, haner og bruserum for kalk
*Reducerer forbruget af rengøringsmidler, sæbe, shampoo og afkalkningsmidler med 33 %
*Hindrer dryppende haner, løbende toiletter og belægninger i elkogere, vandrør og varmvandsbeholdere, der reducerer forbruget af energi.
* Gør vasketøjet blødere.
*Sikrer lavere driftsomkostninger på blødgøringsanlæg til fællesvaskerier.
*Gavner miljøet samlet set, selvom miljøbelastningen øges på vandværket, fordi miljøbelastningen ved forbrug af blødgjort vand mindskes markant.
*Sparer miljøet for CO2, fordi rensningsanlægget bruger mindre energi på at fjerne fosfor fra sæbe og vaskepulver fra spildevandet
Kommentarer