Store Heddinge

Store Jazz-stjerner giver koncert i Spilledåsen

niels-joergen-steen-a-team

Store Heddinge: Spilledåsen inviterer til koncert med Niels Jørgen Steen og The A-Team – med Bob Moreno i front.

Onsdag den 25. maj 2016 klokken 20.00 inviterer Kulturforening Spilledåsen til koncert med Niels Jørgen Steen og The A-Team – med Bob Moreno i front.

Orkestret

The A-Team er spækket med stjerner fra den hjemlige jazzscene, og det er en ren fryd at høre det godt sammenspillede orkester boltre sig i Niels Jørgen Steens swingende arrangementer. Det er tydeligt at musikerne holder af at mødes og spille sammen. Der er liv og glæde på scenen, og det forplanter sig selvfølgelig også til publikum.

Niels Jørgen Steen bruger sin lune og underspillede humor, når han præsenterer de enkelte numre og musikere. Orkestret spiller i mange forskellige tempi og med vekslende solister, det hele med det fællestræk, at alt fremstår smukt, melodisk og rytmisk, som når denne jazzform bare er allerbedst.

Musikerne udstråler godt humør og stor spilleglæde, de kender hinandens unoder og orkestret fremstår derfor som en homogen og veltrimmet enhed. Musikerne er alle meget dygtige instrumentalister, som er i stand til at aflevere soli af så høj en kvalitet, at hårene rejser sig på tilhørernes hoveder. Kort og godt: Et bedre band er svært at opdrive i Danmark.

Glæden på scenen plejer at forplante sig til publikum. The A-Team leverer altid vellykkede koncerter for fulde huse.

Musikken

The A-Teams repertoire er et bredt udsnit af jazzen, og orkestret repræsenterer stilarter fra swing over bebop til rythm ’n’ blues.

Musikerne

The A-Team er et band bestående af musikere fra alle jazzens stilarter. Jesper Thilo og Flemming Madsen  har deres rødder i 30ernes musik, mens Morten Højring og Tomas Franck er hardcore be-boppere med hjertet hos Parker, Rollins og Coletrane. Uffe Markussen eksperimenterer med moderne former.Vincent Nilsson er en af Europas bedste jazzbasunister og en af DR Bigbands store profiler. Mårten Lundgren er en stor svensk trompetist, som har spillet nyere jazz med det velrenommerede svenske Tolvan bigband, og samtidig har rødderne solidt plantet i den spillestil, der forbindes med Clark Terry og Clifford Brown. Bassisten Jesper Lundgaard har arbejdet med praktisk talt alle de amerikanere, der har besøgt Europa – fra Harry “Sweets” Edison til Lee Konitz. Trommeslageren Roger Berg er den stilsikre ankermand, der, stærkt inspireret af Buddy Rich, til daglig spiller i både Monday Night Bigband og Tivolis Bigband. Endelig har Bobo Moreno med sit kolossale og alsidige sangtalent markeret sig på den danske scene i mange sammenhænge.

  • Saxer:  Jesper Thilo, Uffe Markussen, Tomas Franck og Flemming Madsen
  • Trumpet:  Mårten Lundgren
  • Basun:  Vincent Nilsson
  • Guitar: Morten Højring
  • Bas: Jesper Lundgaard
  • Trommer: Roger Berg
  • Orkesterleder, pianist, komponist og arrangør: Niels Jørgen Steen
  • Vokal: Bobo Moreno

Medlemmer af Kulturforeningen Spilledåsen skal betale 200 kroner, øvrige 225 kroner. Man kan købe billetterne via Spilledåsens hjemmeside

Kommentarer