Erhverv

Store Kommunale forskelle i iværksætteri

Stevns Kommune ligger over landsgennemsnittet når man ser på nye firmaer i forhold til indbyggertallet.

Der er store forskelle i den geografiske udbredelse af nye firmaer. Det viser en ny analyse fra Danmarks Statistik. Analysen har særligt fokus på forskelle mellem bykommuner og kommuner i land- og yderområderne.

Både Faxe og Stevns kommuner ligger ifølge tallene over landsgennemsnittet, når man tæller nye firmaer i forhold til indbyggertallet.

Fremkomst af nye firmaer er med til at skabe job, innovation og dynamik i dansk økonomi. Af samme grund findes der på nationalt plan en række ordninger, der har til formål at understøtte iværksætteri, ligesom kommunerne også bruger ressourcer på erhvervs-service, herunder på at fremme iværksætteri.

Analysens hovedkonklusioner:

  • I 2015 blev der etableret 30.000 nye firmaer med knap 10.000 fuldtidsansatte. Det svarer til, at der blev oprettet omkring 8 nye firmaer pr. 1.000 indbygger mellem 16 og 64 år.
  • Der etableres generelt flere nye firmaer i bykommunerne og færrest i yder- og landkommunerne. I fx Gentofte og København blev der oprettet henholdsvis 16 og 12 firmaer pr. 1.000 indbygger mellem 16 og 64 år. I den anden ende ligger Lolland, Nyborg og Sønderborg med omkring 5 nye firmaer pr. 1.000 indbygger i den erhvervsaktive alder.
  • Blandt de nye firmaer i 2010, der fortsat eksisterede efter fem år, havde 15 pct. flyttet deres hovedsæde til en anden kommune. Der er en tendens til, at virksomheder i bykommunerne i højere grad flytter på tværs af kommunegrænser, hvilket særligt ses i hovedstadsområdet.
  • I 2015 brugte kommunerne omkring 425 mio. kr. på erhvervsservice og på at fremme iværksætteri. Generelt er udgifterne pr. indbygger mellem 16 og 64 år relativt høje i yderkommunerne og forholdsvise lave i bykommunerne.

Kommentarer